Skjern Håndbold har modtaget mange relevante spørgsmål vedrørende flytningen af ligakampen mellem Skjern Håndbold og BSV.
Her vil vi forsøge at svare på de stillede spørgsmål:
Hvorfor har Skjern Håndbold ikke lejet Skjern Bank Arena noget før?
Skjern Håndbold kan først leje arenaen, når endelig turneringsplan foreligger, og det sker som regel først omkring 1. juli – altså ca. to måneder før sæsonstart.
Hvorfor beslutter TV sig til at vise kampen så sent?
TV kan først vælge hvilken kamp, de ønsker at vise efter lodtrækning til Europa Cup er foretaget, da TV har forpligtet sig til at vise alle 1/4-finaler i de europæiske turneringer.
Hvorfor siger Skjern Håndbold ikke bare nej til at lade TV vise kampen?
TV-eksponering er en meget vigtig del af den eksponering, som Skjern Håndbold giver i modydelse til de mange sponsorer. TV har betalt ligaklubberne for at have rettigheden til at transmittere ligahåndbold, og vi er derfor også moralsk forpligtet til at kunne levere ydelsen, når TV ønsker det.
Hvorfor spiller I ikke i hal 1 i Skjern Kulturcenter?
Det er der flere grunde til, men det er udelukket på forhånd som følge af lovpligtig sikkerhedsafstand til banderne.
Hvorfor er kampen flyttet til Holstebro?
Det var den eneste hal, som var ledig den pågældende søndag og såvel Team Tvis Holstebro som Idrætscenter Vest har hjulpet os meget for at få det til at lykkes.
Gælder sæsonkort til kampen?
Ja - alle der har kort til Skjern Bank Arena kommer også gratis ind i Holstebro. Derudover bliver der arrangeret bus til kampen. Der vil senere komme præcis information vedr. bus - billet mv. til kampen.
Hvorfor er Skjern Håndbold sure på DGI?
Vi er absolut ikke sure - tværtimod er vi enig i, at der skal være plads til andet end håndbold i Skjern Kulturcenter. Vi er ærgerlige og frustreret over at de to aktiviteter er faldet sammen, da det selvsagt betyder en masse bøvl og irritation for vores trofaste tilskuere, sponsorer og ikke mindst alt det ekstra arbejde de mange frivillige får pålagt, som følge af kampflytningen.
Skjern Håndbold vil gøre alt for at få tingene til at lykkes den 21. marts og håber på en god kamp i Holstebro og en god gymnastikdag i Skjern Kulturcenter.