Man skal helt tilbage til den 30. december 2009 for at finde Kristian Gjessings seneste optræden i Skjern-trøjen, men nu ser det igen lyst ud for den 32-årige bagspiller.
Kristian Gjessing har i knap halvandet år været en nøglespiller på det vestjyske hold, hvor hans evner i det defensive i mange tilfælde har været fundamentet bag Skjerns sejre. Gjessing blev i januar opereret i foden, men nu kan Skjerns cheftræner, Kos, igen flytte med brik nummer 5 på taktiktavlen:
”Kristian Gjessing har trænet fint med i går og i dag, og han har overordnet set været igennem et godt forløb de sidste uger. Tanken er, at han skal spille med torsdag mod Lemvig,” lyder det fra Skjerns fysioterapeut John Bruun.
John Bruun kan samtidig fortælle om andre gode nyheder på skadesfronten, hvor skulderskadede Rune Ohms genoptræning forløber efter planen:
”Rune bliver stille og roligt bedre og bedre, og det ser rigtig godt ud med ham. De næste par uger vil vise, hvor realistisk det ser ud i forhold til slutspillet, men der er klar fremgang at spore,” lyder vurderingen fra fysioterapeut John Bruun.