Østergaard usikker på Århus

D. 18-10-2012 kl. 12:53
Østergaard usikker på Århus
Østergaard har en god fornemmelse inden fredagens kamp.

Skjern-stregen Jacob Østergaard er usikker på, hvilken kvalitet modstanderholdet fra Aarhus besidder ovenpå et sandt skadesmareridt.

Af Kenneth Thygesen

Århus Håndbold gæster fredag aften Skjern Bank Arena, og det er med en trup, man i Skjern har svært ved at vurdere.

- Det er et hold, jeg er lidt usikker på. De er klart det hold, der har skuffet mest i begyndelsen af sæsonen, men de har også været meget hårdt ramt af skader. Der bliver snakket om, at flere og flere er på vej tilbage, men vi ved ikke, hvad de kommer med, siger Jacob Østergaard til skjernhaandbold.dk.

Godt tag i Århus
I knap seks år havde Skjern ikke tabt til Århus før slutspillet i sidste sæson, og selv om aarhusianerne i begge slutspilskampe trak det længste strå, mener Jacob Østergaard, at Skjern har styr på fredagens gæster.

- Traditionelt set har vi et godt tag i Århus, og jeg mener ikke, at man skal lægge for meget i de to seneste kampe, siger Jacob Østergaard med henvisning til Skjerns to slutspilsnederlag til Århus.

- I slutspilskampen i Århus spillede vi noget af det dårligste, vi nogensinde har gjort, og i den efterfølgende kamp mod dem havde vi intet at spille for. På den lange bane har vi godt styr på dem, mener Jacob Østergaard, der tror på en Skjern-sejr.

- Jeg har en rigtig god fornemmelse. Der er en vis ro på holdet og en fornemmelse af, at der er en bund i de ting, vi laver, slutter Jacob Østergaard.

Støt vores sponsorer