- Skive kan deres håndværk

D. 23-10-2012 kl. 13:06
- Skive kan deres håndværk
Ifølge Ole Nørgaard er Skjern-spillerne opsatte på revanche.

Cheftræner Ole Nørgaard er ydmyg omkring Skjerns udebanekamp i Skive onsdag aften.

Af Kenneth Thygesen

Ole Nørgaard er udmærket klar over, at der venter Skjern en svær opgave onsdag aften. På trods af at modstanderen fra Skive endnu ikke har vundet i denne sæson, skal de hårdtkæmpende skibonitter tages dybt seriøst.

- Skive leverer håndværk fra øverste hylde, og de lægger ikke spillet højere op, end de kan magte. De spiller med få fejl og et kæmpe hjerte, og det har rakt langt. Jeg må indrømme, at jeg er meget imponeret. Vi letter på hatten og ved, at der venter os en vanskelig kamp, siger Ole Nørgaard.

Revanchetid i Skjern-lejren
I fredags tabte Skjern overraskende på hjemmebane til Århus, og med den indsats i baghovedet er det et motiveret og revanchelystent Skjern-mandskab, der stiller til kamp onsdag aften.

- Vi kan sagtens blive enige om, at det var noget sløjt noget, som vi lavede i fredags. Der var for mange, der ikke ramte dagen og ikke leverede, og alle er godt klar over, at det var noget, der ikke skal gentage sig, siger Ole Nørgaard og fortsætter:

- Men der findes ikke en trylleformular for at komme tilbage på sporet. Vi må vente og se, hvordan spillerne reagerer på banen, men vi er uden tvivl opsatte på at revanchere os.

Skive fH har med al respekt ikke ligaens største profiler, men det hæfter Ole Nørgaard sig ikke ved.

- En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at vi ikke undervurderer Skive. Vi er ikke i en position, hvor vi kan tillade os at undervurdere nogle hold, slutter Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer