25 redninger er ikke nok

D. 10-12-2013 kl. 13:12
25 redninger er ikke nok
Claus Møller Jakobsen og holdkammeraterne fra Skjern vandt 31-24 over Nordsjælland i den første indbyrdes kamp i sæsonen.

End ikke en storkamp af Kristian Asmussen kan stoppe Skjern, mener Claus Møller Jakobsen.

Af Kenneth Thygesen

De er tilsammen 79 år, men stadig afgørende profiler på højeste niveau.

Det gamle makkerpar, 37-årige Claus Møller Jakobsen og 42-årige Kristian "Nøller" Asmussen, har spillet sammen på både landsholdet, i spanske BM Altea og i Skjern Håndbold.

Onsdag aften står de to kammerater over for hinanden som "fjender", når Skjern gæster Nordsjælland Håndbold.

- Jeg har spillet med og mod ham af flere omgange, og det er altid sjovt. Han er en god fyr og en karismatisk målmand, der på sine bedste dage er virkelig, virkelig god, siger Claus Møller Jakobsen.

25 redninger ikke nok
Flere gange i sæsonen har Kristian Asmussen været redningsmanden for de nordsjællandske nedrykningskandidater. Men en storkamp af "Nøller" er ikke ensbetydende med point onsdag aften, hvis man spørger Claus Møller Jakobsen.

- Men uanset hvem de smider i kassen, skal vi vinde. Vi er på alle pladser så meget dygtigere end Nordsjælland, at selv ikke 20-25 redninger af Nøller må drille os. Ellers har vi ikke gjort vores arbejde godt nok, siger Claus Møller Jakobsen.

Kampen mod Nordsjælland spilles onsdag aften kl. 19.00 og kan følges via Radio Max (netradio på radiomax.dk) eller via liveupdate på her på siden.

Læs også: På besøg hos Nøller

Støt vores sponsorer