Aalborgs Møllgaard: En underlig liga

D. 18-12-2011 kl. 08:29
Aalborgs Møllgaard: En underlig liga
Møllgaard blev nordjysk topscorer med syv mål i gårsdagens kamp.

Aalborg-stjernen Henrik Møllgaard er overrasket over de mange uforudsigelige resultater i herreligaen efter storsejren over Skjern.

Af Kenneth Thygesen

Det var en glad, men yderst overrasket Aalborg-profil Henrik Møllgaard, der efter gårsdagens kamp snakkede med skjernhaandbold.dk. Efter et nederlag på hjemmebane i det første opgør vandt Aalborg i går med hele 11 mål i Skjern.

"Jeg havde ikke forventet, at vi ville stå her med en sejr på 11 mål. Jeg havde forventet en meget svær og tæt kamp, men det blev det aldrig," sagde Aalborgs Henrik Møllgaard til skjernhaandbold.dk efter kampen.

"Den helt afgørende faktor er Ole Erevik, der jo står helt fantastisk for os. De mange redninger profiterede vi af," sagde Aalborg-spilleren.

Kampens overraskende resultat var ifølge Møllgaard et godt billede på sæsonen.

"Som tophold er det jo helt forfærdeligt at vinde over flere store hold, hvorefter man falder fuldstændig sammen i kampen efter. Det er sket for både os og Skjern flere gange i denne sæson, og vi må vel betegnes som ligaens mest uforudsigelige hold," lød det fra Henrik Møllgaard, der konkluderede.

"Ligaen i år er underlig. Alle slår alle," sluttede Henrik Møllgaard.

Støt vores sponsorer