Anders Dahl har to favoritter

D. 03-12-2013 kl. 15:39
Anders Dahl har to favoritter
Anders Dahl-Nielsen har udover sine ni år i Skjern også stået i spidsen for det danske herrelandshold og tyske Flensburg-Handewitt.

Skjern-ikonet Anders Dahl-Nielsen repræsenterer vestjyderne under torsdagens lodtrækning i Wien. 

Af Kenneth Thygesen

Den tidligere toptræner Anders Dahl-Nielsen, der i dag er eliteudvalgsmedlem i Skjern Håndbold, er på plads som vestjysk repræsentant i Wien, når der torsdag middag bliver trukket lod til gruppespillet i EHF Cuppen.

Skjern er i seedningslag to og skal derfor med sikkerhed parres med tophold i form af enten Füchse Berlin, Pick Szeged, Hannover-Burgdorf eller Montpellier.

Ifølge Anders Dahl-Nielsen er specielt berlinerne at foretrække.

- Füchse Berlin er et tophold i Bundesligaen og har mange prominente navne. Det ville være en fantastisk sportslig udfordring og samtidig ganske overkommeligt rent logistisk, siger Anders Dahl-Nielsen, der også har en anden favorit i bowlen.

- Svenske Kristianstad ville også være oplagt. Det er en relativt kort tur til Sverige, og så har de jo Lars Møller Madsen på holdet og Ola Lindgren som træner, siger Anders Dahl-Nielsen.

Ingen nemme kampe
Skjern Håndbold har slået både de tjekkiske og serbiske mestre ud af turneringen, og vestjyderne er nu det eneste tilbageværende danske hold i turneringen, der er rangeret som Europas næstbedste klubturnering - kun overgået af Champions League.

- Uanset udfaldet bliver det nogle spændende kampe. Man kan være helt sikker på, at der ikke venter nogen lette kampe overhovedet, når man er kommet i gruppespillet, forklarer Anders Dah-Nielsen.

Lodtrækningen finder sted torsdag kl. 12.00, hvor de 16 tilbageværende hold skal inddeles i fire puljer med fire hold.

De to bedste fra hver pulje kvalificerer sig til kvartfinalerne, inden semifinalerne og finalen afvikles i Berlin som et Final4-stævne.

Læs også: Dem kan Skjern trække

Støt vores sponsorer