Børm kræver toppræstation

D. 05-12-2013 kl. 19:33
Børm kræver toppræstation
Frederik Børm har med 75 procent den næsthøjeste scoringsprocent i Skjern-truppen i denne sæson.

Vi trænger til en kamp, hvor alle rammer toppen, siger Frederik Børm inden Skjerns fredagskamp mod Skive.

Af Kenneth Thygesen

EHF Cup-sejr, gruppespil og lodtrækning er lagt på hylden. Fokus er igen rettet mod ligahåndbold, når Skjern Håndbold i morgen aften får besøg af Skive FH.

Skive FH har blot vundet én ud af 13 kampe og er stærkt undertippede inden fredagens kamp. Og ifølge Frederik Børm skal gæsterne heller ikke forvente at få meget med hjem.

- Vi skal vinde og få to point, siger Frederik Børm og fortsætter:

- Bare fordi vi har tabt to kampe, betyder det ikke, at vi skal opfinde den dybe tallerken. Vi skal spille og få gang i de dyder, vi er kendt for. Men vi trænger til en kamp, hvor alle præsterer på top, og alle melder sig ind. Vi har haft lidt udsving, men nu skal vi tilbage i rytmen. Det vil vi gøre mod Skive, siger Frederik Børm.

Supplerer hinanden godt
Den stærke forsvarsspiller blev i sommer hentet til Skjern fra KIF Kolding København som en af vestjydernes nye betonklodser i forsvaret.

Indtil videre har Frederik Børm været en succes med mange gode præstationer i defensiven i samarbejde med de to forsvarskolleger, Thomas Klitgaard og Henrik Møllgaard.

- Det er gået godt. Skjerns forsvar er et traditionelt 6:0-forsvar, og det skulle jeg vænne mig lidt til. Men vi supplerer hinanden rigtig godt alle tre, og vi har fået en god forståelse for hinanden. Er der en fejl det ene sted, bliver der repareret det andet sted, forklarer Frederik Børm.

Læs også: Starten på ny sejrsstime

Støt vores sponsorer