Bag rattet i tykt og tyndt

D. 21-05-2015 kl. 17:18
Bag rattet i tykt og tyndt
Torben Folmann og sit vigtigste arbejdsredskab - bussen.

I snart 15 år har Torben Folmann fragtet Skjern-holdet til hundredevis af håndboldkampe.

Af Lone Jørgensen

Til dagligt har han fast plads på Marupvej i Skjern, hvor han driver firmaet Folmann Busser.

Men når Skjern spiller håndbold, er stolen på Torben Folmanns kontor tom.

Som fast buschauffør for det grønne mandskab har Folmann siden årtusindeskiftet kørt både Europa og ikke mindst Danmark tyndt med en flok ambitiøse håndboldspillere på bussens passagersæder.

Når holdet spiller på hjemmebane, er han også altid på plads i Skjern Bank Arena.

- Skjern Håndbold er en kæmpestor del af mit liv, og jeg nyder at være med, både ude og hjemme, fortæller Folmann.

Med hele vejen
Gennem årene har han både oplevet nervepirrende afslutninger, bitre nederlag og vilde triumfer gennem sit arbejde for Skjern Håndbold.

Nogle af de oplevelser, der står klarest i erindringen hos den værdsatte chauffør, er pokaltriumfen i Aalborg og bronzemedaljerne i den netop overståede EHF Cup.

- Det er selvfølgelig dejligt, når der kommer de her store succeser for holdet. Men charmen ved mit arbejde er også, at man er med hele tiden. Om det er i gode tider eller i mindre gode tider, så er man der, og jeg ville ikke undvære noget af det, siger Folmann.

Bussen skal overklistres
Torben Folmann er yderst tilfreds med samarbejdet med håndboldklubben, hvor han håber på at kunne fejre endnu flere titler med holdet.

- Det kunne være perfekt at slutte sæsonen af med DM-guld, så der kan komme endnu en titel på bussen. Jeg håber faktisk, at den bliver overklistret med titler i løbet af de kommende år, siger den optimistiske chauffør.

I Skjern Håndbold går glæden over samarbejdet også den anden vej.

- For os er det rigtig vigtigt, at vi har en på den her post, vi kan regne med, og som er god til sit arbejde. Det har vi heldigvis i Folmann og det er vi meget glade for, siger Henning Kjærgaard, der er direktør i Skjern Håndbold.

Den næste opgave for Torben Folmann og Skjern Håndbold er på søndag, når Skjern-bussen sætter kurs mod den afgørende DM-semifinale i Silkeborg.

Støt vores sponsorer