Balling: Boysen er EM-nørd

D. 14-01-2014 kl. 14:44
Balling: Boysen er EM-nørd
Morten Balling har spillet 1 A-landskamp og 18 kampe på diverse ungdomslandshold.

Rasmus Boysen kan hele Hvideruslands EM-trup, påstår Morten Balling, der ikke er bleg for at kalde holdkammeraten for nørd.

Af Kenneth Thygesen

I aften spiller Danmark den anden kamp ved EM-slutrunden. Modstanderen er Østrig, der vandt med ti mål i åbningskampen over Tjekkiet.

Dermed skal Skjerns to landsholdsspillere, Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard, igen i aktion, og de bliver fulgt tæt af holdkammeraterne hjemme fra stuerne.

- Både Kalle (Kasper Søndergaard red.) og Møllgaard fik en flot start på turneringen, og jeg håber da, at de får endnu mere spilletid. De er stabile og tager mange gode beslutninger, ligesom de gør her på holdet. Jeg glæder mig til at følge dem, siger Morten Balling.

EM-nørden Rasmus Boysen
Morten Balling har selv flere gange været inde omkring Ulrik Wilbeks landshold, men det blev desværre ikke til en slutrundeudtagelse denne gang. Ikke desto mindre nyder fløjspilleren at se kollegerne i aktion.

- Slutrunder er altid interessante, og på holdet snakker vi selvfølgelig om kampene og diskuterer frem og tilbage. Har man et par spørgsmål, kan man gå til Rasmus Boysen. Han ved alt om alting i den slutrunde og kan vel samtlige navne på Hvideruslands hold. Han er mega nørd, siger Morten Balling og fortsætter:

- Men det er på den gode måde. Det skal han have. Det er svært at mobbe ham, for det er ret imponerende, siger Morten Balling.

Støt vores sponsorer