Balling fokuserer ikke på førstepladsen

D. 30-01-2014 kl. 11:07
Balling fokuserer ikke på førstepladsen
Morten Balling har scoret 56 mål og lavet fem assists i denne sæson.

Morten Balling mener, at Skjern har fine muligheder i topkampen mod KIF Kolding København. 

Af Kenneth Thygesen

En Skjern-sejr i topbraget på lørdag over KIF Kolding København vil sende vestjyderne i toppen af ligaen. Men fokus er ikke på stillingen og en eventuel førsteplads, men udelukkende på at vinde hver eneste kamp. 

Det siger Morten Balling til skjernhaandbold.dk.

- Det tænker jeg ærligt talt ikke på. Fokus er på at spille en god kamp mod Kolding og så få de to point. Alt andet kan vi ikke bruge til noget nu og her, siger Morten Balling.

- Vi mente selv, at vi spillede en elendigt i den første kamp mod Kolding i efteråret, men vi var alligevel ikke langt fra sejren. Derfor synes jeg, vi har ganske fine muligheder for at vinde på lørdag, siger Morten Balling.

Landsholdsduo var fremragende
Fløjspilleren har sammen med resten af Skjern-truppen trænet uden EM-duoen Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard i januar. De to var dog med, da Skjern i tirsdags slog Ribe-Esbjerg, og deres præstationer gik ikke ubemærket hen.

- Vores anden halvleg i tirsdags i Esbjerg var glimrende, og det skyldtes ikke mindst Møllgaard og Søndergaard. Vi vidste ikke helt, hvilken forfatning de var i, men de gjorde det fremragende, roser Morten Balling, der glæder sig til lørdagens topbrag.

- Vi har ventet en hel måned på de her kampe. At møde Kolding i en topkamp på hjemmebane allerede i anden runde er helt perfekt, siger Skjern-fløjen.

Støt vores sponsorer