Balling om Søndergaards fravær: Ingen savnede ham

D. 11-03-2017 kl. 10:09
Balling om Søndergaards fravær: Ingen savnede ham
Morten Balling stod noteret for to scoringer i gårsdagens sejr, som sikrede vestjyderne en plads i slutspillet for niende sæson i træk.

Skjerns formstærke landsholdsback, Kasper Søndergaard, så til fra bænken, da vestjyderne i går besejrede HC Midtjylland.

Af Nicklas Thygesen

Sent i går aftes stod det endegyldig klart: Skjern er sikret en plads i slutspillet for niende sæson i træk!

Det var ellers et amputeret Skjern-mandskab, som Ole Nørgaard sendte i kamp. Specielt ankelskadede Kasper Søndergaard gav panderynker forinden opgøret, men ifølge én af de tre afløsere på højreback, Morten Balling, var der ingen som savnede landsholdsbacken fredag aften.

- Det var sjovt at være tilbage og fedt at få spilletid i bagkæden. Det krævede lidt tilvænning – både fra Tandri, Jesper og mig, men i det store hele, synes jeg det gik acceptabelt, siger Morten Balling, som sendte en lille stikpille til den fraværende landsholdsback:

- Ærlig talt, så tror jeg ikke der var mange, som savnede Søndergaard i går. Vi klarede det nemt uden ham, fortalte Morten Balling med et stort smil på læben.

Undervejs i anden halvleg fornemmede man nervøsiteten blandt rekord-publikummet, men vestjyderne holdt stand.

- Specielt Eivind Tangen havde for lette betingelser i begyndelsen af første halvleg. Da vi først fik ordentlig styr på ham og kontrafasen samtidig begyndte at fungere, så løb vi fra dem. Det var to vigtige point, lød ordene fra Morten Balling, der scorede to gange i opgøret.

Sådan ser top-6 ud med fire runder igen:

1. Aalborg - 34 point. (Én kamp færre)
2. TTH - 31 point. 
3. BSV - 30 point.
4. Skjern - 29 point
5. GOG - 26 point
6. Mors-Thy - 23 point (Én kamp færre)

Støt vores sponsorer