Betonforsvar sikrede Skjern sejr

D. 24-10-2012 kl. 22:10
Betonforsvar sikrede Skjern sejr
Skjern kom tilbage på vindersporet med en sejr på 27-22 over Skive.

En forrygende forsvarspræstation af Skjern i anden halvleg, hvor Skive blot scorede otte mål, sikrede en vigtig sejr på 27-22. René Rasmussen topscorer med syv mål.

Af Kenneth Thygesen

I fredags tabte Skjern Håndbold overraskende på hjemmebane til Århus Håndbold, men onsdag aften var der revanche på Skjern-menuen.

Det gik udover oprykkerne fra Skive, der trods flot fight måtte se sig slået af et klogt Skjern-mandskab, der vandt 27-22 efter 14-14 ved pausen.

Aggressive Skive pressede Skjern
Hjemmeholdet fra Skive havde ellers haft rigtig godt fat i Skjern i første halvleg. Skive viste aggressivitet og gå-på-mod og vendte således en Skjern-føring på 7-4 til en 13-10-føring.

Inden pausen fik Skjern dog reduceret til pausestilling 14-14 efter et par gode scoringer af René Rasmussen, der sammen med Kasper Søndergaard viste højt niveau i højresiden med henholdsvis syv og fem scoringer.

Klippen Kristian
Årsagen til Skjerns turn-around i anden halvleg skyldtes en uigennemtrængelig Skjern-defensiv, der kun indkasserede otte mål efter pausen. Forsvarsspecialisten Kristian Gjessing, der ellers var meldt ude af opgøret med en skade i baglåret, blev efter små 40 minutters spil sendt i ilden – og så blev der lukket af.

I samarbejde med Henrik Møllgaard dannede Gjessing en betonmur i midterforsvaret, samtidig med at Tim Winkler havde de nødvendige redninger i målet. Skjern rykkede derfor fra 19-18 til 25-20 på 12 minutter, og så var kampen afgjort.

Tilbage på sporet
Kampen sluttede med en sikker sejr på fem mål, 27-22, og dermed er Skjern igen tilbage på vindersporet, inden lørdagens vigtige rivalopgør mod Team Tvis.

De to lokalrivaler ligger side om side i tabellen med Team Tvis på tredjepladsen og Skjern på fjerdepladsen.

Støt vores sponsorer