Bjarke bombede i knusende Skjern-sejr

D. 09-11-2017 kl. 19:50
Bjarke bombede i knusende Skjern-sejr
Bjarke Christensen blev topscorer med seks scoringer torsdag aften. Foto: Steffen Bloch

Vestjyderne krøllede de rumænske værter sammen i egen hule, og sikrede sig dermed to vigtige point i Gruppe C.

Af Nicklas Thygesen

Skjern er et skridt tættere på videre avancement i Champions League.

Torsdag aften blev rumænske Dinamo Bucuresti savet midt over i en kamp, som efter 25 minutters spil reelt set var afgjort.

Emil Nielsen stod imponerende med et væld af redninger, hvilket adskillige gange blev omsat til kontrascoringer af René Rasmussen og Bjarke Christensen.

Nielsens mange redninger omsat til kontrascoringer knækkede rumænerne i første halvleg, hvor Skjern gik fra minus to til plus ti ved pausen.

De resterende 30 minutter blev knap så underholdende og seværdigt, der mest af alt mindede om en omgang indianerhåndbold med alternatitive opstillinger.

René Rasmussen blev sparet i store dele af anden halvleg, og da Mathias Gliese døjede med knæproblemer, så tog Anders Eggert tjansen på højrefløjen. 

Føringen på 18-8 blev i de resterende 30 minutter udbygget til slutresultatet 36-23, og dermed er Skjern Håndbold alene i toppen af Gruppe C med ti point.

Støt vores sponsorer