Bjerre: Vi løb på det hele

D. 01-12-2011 kl. 13:26
Bjerre: Vi løb på det hele
Cheftræner Kos og assistenttræner Morten Bjerre (t.h.) kunne fra bænken se deres mandskab score 10 kontramål i første halvleg.


Skjerns-assistenttræner Morten Bjerre var efter sejren over Skive rigtig godt tilfreds med spillernes offensive indstilling.

Af Kenneth Thygesen

Onsdag aften satte Skjern en stopper for snakken om, at vestjyderne ikke kan præstere mod bundholdene. Oprykkerne fra Skive blev i store dele af kampen sat på plads af et veloplagt Skjern-mandskab, hvilket glædede assistent Morten Bjerre.

”En hjemmebanesejr på seks mål luner altid, men kampen skulle dog være lukket noget før. Det var akkurat det samme scenarie, som kampen i Skive for et par måneder siden,” sagde Morten Bjerre med henvisning til det første opgør mellem de to hold, hvor Skjern vandt knebent 25-24 efter en føring på 24-16.

”Skive er ikke lette at spille mod, og det viser resultaterne også. De giver simpelthen aldrig op, og derfor blev kampen ikke lukket før fem-syv minutter før tid,” fortalte Morten Bjerre og tilføjer:

”Men det er heller ikke godt nok, at vi igen bliver for ukoncentrerede, fordi vi fører stort. Det skal der laves om på.”

Skjerns assistenttræner var dog særdeles tilfreds med Skjerns hurtige igangsætning efter et mislykket Skive-angreb.

”Jeg er meget tilfreds med vores offensive indstilling til tingene. Kontrafasen var rigtig, rigtig god i første halvleg, hvor der blev løbet på alt. Det var en stor tilfredsstillelse,” sluttede Morten Bjerre.

Støt vores sponsorer