Boldsen og co. ville lukke munden på kritikerne

D. 09-11-2011 kl. 23:49
Boldsen og co. ville lukke munden på kritikerne
Joachim Boldsen og co. ville med en sejr lukke munden på AGK-kritikerne.

Pokalkvartfinalen mod Skjern var sæsonens hidtil vigtigste kamp for AG København, der ønskede at lukke munden på kritikerne.

Af Kenneth Thygesen

Forud for onsdagens pokalbrag mellem AG København og Skjern Håndbold havde AGK-stjernen Joachim Boldsen overfor skjernhaandbold.dk fortalt, at nøglen til sejren lå i Skjerns offensive forsvar.

Et offensivt forsvar som københavnerne ifølge Boldsen havde stor succes med at dirke op.

”Forskellen i dag var netop den defensive præstation. Vi lykkedes rigtig godt med at komme forbi Skjerns offensive forsvar, mens de til gengæld havde sværere ved at bryde igennem vores flade forsvar,” forklarede Joachim Boldsen til skjernhaandbold.dk efter kampen.

”Det var vores vigtigste kamp i sæsonen hidtil, og samtidig havde vi nok noget at hævne efter det seneste nederlag til Aalborg,” lød det fra eks-landsholdsspilleren.

Kampen sluttede med en regulær lussing til Skjern-mandskabet, hvilket overraskede forsvarsspecialisten.

”Vi har spillet mange tætte og svære kampe mod Skjern, så derfor overraskede det mig meget, at kampen udviklede sig, som den gjorde,” sagde Joachim Boldsen og afsluttede:

”Vi ville også lukke munden på kritikerne ved at vise, at vi sagtens kan spille godt håndbold trods lidt ekstern uro,” sluttede Joachim Boldsen.

Støt vores sponsorer