Bronze til Skjern i Berlin

D. 17-05-2015 kl. 16:35
Bronze til Skjern i Berlin
 Søren Pedersen leverede en stærk præstation i Skjerns bronzekamp.

For anden gang i sæsonen henter Skjern medaljer til Vestjylland. Skjern vinder 27-22 over Gorenje Velenje i EHF Final4’s bronzekamp.

Af Lone Jørgensen

Skjern skal have metal med hjem i tasken.

Et flot comeback sikrede i eftermiddag holdet tredjepladsen i EHF Cup, og Skjern kan dermed rejse hjem fra Berlin med oprejst pande og en både flot og fortjent bronzemedalje.

Skjern fik ellers ikke den ønskede start på opgøret og var således bagud efter få minutter.

Skjern fik rettet op
Som det var tilfældet i gårsdagens semifinale hang spillet ikke helt sammen, men i modsætning til i går fik Skjern rettet op på både defensiven og angrebspillet jo længere kampen gled frem.

Skjern fik bedre fat i forsvaret, indskiftede Søren Pedersen tog godt fra i målet og i den anden ende gik Morten Balling og Daniel Svensson forrest og tog flot ansvar i første halvleg.

Forbedret Skjern-spil og en flok hårdt kæmpende vestjyder førte Gorenje Velenje ind i en 12 minutter lang scoringspause midt i første halvleg, hvor det lykkedes Skjern at levere et flot comeback.

Holdet gik således fra 10-6 til 10-10 og havde for første gang i kampen kontakt på måltavlen.

Grøn anden halvleg
Til pause var Skjern bagud med 13-12, men kunne gå fra banen med en god fornemmelse om, at anden halvleg blev grøn.

Og det blev den heldigvis. For selvom slovenerne i de første minutter af anden halvleg fik skudt sig på en 17-14-føring svarede Skjern hurtigt igen.

Anført af Møllgaard og Mikkelsen, der tilsammen stod for syv af Skjerns første otte scoringer, tog Skjern teten i kampen og med ti minutter tilbage var det grønne mandskab for første gang foran.

Måltavlen viste 20-19 til Skjern, og herfra så vestjyderne sig ikke tilbage.

Svensson var forrygende
Derimod tvang de Gorenje-spillerne til at lave fejl i deres angrebsspil, mens Svensson, som han allerede havde gjort flere gange i kampen, fandt fantastisk spil frem i begge ender af banen.

Skjern sluttede, som vi kender dem bedst, med fuldstændig kontrol over kampen og formåede blandt andet ved hjælp af Søren Pedersens mange redninger i målet og flotte aktioner i angrebet at gå fra 20-20 til 25-20.

Det hele sluttede med en sikker og fortjent Skjern-sejr på 27-22 og bronzemedaljerne i EHF Final4 flytter dermed hjem til Vestjylland.

Støt vores sponsorer