Cheftræner: En sygdom, som har været kendetegnende

D. 21-04-2016 kl. 21:30
Cheftræner: En sygdom, som har været kendetegnende
Kasper Søndergaard måtte se hele kampen fra bænken grundet højrebackens fodskade. 

En manglende evne til at lukke kampen, har ifølge Ole Nørgaard været symbolsk for denne sæson.

Af Nicklas Thygesen

Man fornemmede sejrens sødme var inden for rækkevidde onsdag aften i Skjern Bank Arena.

Trods fraværet af topscorer Kasper Søndergaard var Skjern-mandskabet i kontrol, og havde gentagende gange mulighed for at bringe sig i en favorabel firemålsføring.

Men skarpheden, beslutsomheden og effektiviteten mangledes, da tingene skulle afgøres.

- Det er som om, at vi har været ramt af en sygdom hele sæsonen igennem, som lyder på, at vi ikke har kunnet lukke kampene. Vi havde momentum ved stillingen 18-15, hvor vi brænder store muligheder, blandt andet på frit mål – og det er simpelthen ikke godt nok, siger Ole Nørgaard, der i høj grad savnede topscorer Kasper Søndergaard.

- Det er tydeligt for enhver, at når ens topscorer og assist-spiller ikke er med, så kommer man i vanskeligheder. Ganske karakteristisk så havde Bjarte Myrhol vel ikke et eneste reel indspil i dag, og det siger lidt om Kasper Søndergaards betydning. Det er overhovedet ingen undskyldning, for vi burde have lukket kampen, da vi var i teten – og den opgave formåede vi ikke at løse, siger cheftræneren.

Støt vores sponsorer