Cheftræner: Helt ude i hegnet

D. 05-02-2013 kl. 08:35
Cheftræner: Helt ude i hegnet
Ole Nørgaard og co. har ikke haft mulighed for at forberede sig optimalt til aftenens udekamp mod SønderjyskE.

Skjern-træner Ole Nørgaard er langt fra tilfreds med kamptidspunktet, men lover et motiveret Skjern-hold.

Af Kenneth Thygesen

I Skjern-lejren er der ikke ubetinget glæde over, at man blot to dage efter en weekend med to kampe skal i aktion igen.

I aften skal Skjern møde SønderjyskE på udebane, og det er ifølge cheftræner Ole Nørgaard "helt ude i hegnet", men Skjern kommer med alt, de har alligevel, lover han.

- Vi er af uransagelige grunde dikteret til at spille den her kamp kun 48 timer efter finalen, siger Ole Nørgaard.

- Først var det en TV-kamp, hvor man kan sige, at juraen overtrumfede fornuften. Så endte det dog med ikke at blive en TV-kamp alligevel, men ikke desto mindre fastholdte man kamptidspunktet. Det er helt ude i hegnet, og jeg kan ikke se nogen mening i det overhovedet, lyder kritikken fra Skjern-træneren.

Ingen forberedelsestid
Den sportslige ledelse i Skjern havde vurderet, at en mandagdsfridag med restitution var det mest oplagte i forhold til at præstere tirsdag aften, hvorfor de taktiske finesser og justeringer ikke er blevet trænet.

- Vi har på ingen måde haft muligheden for at forberede os optimalt, men vi kommer med det, vi har. Vi skal spille på vores egne styrker krydret med de informationer, vi har om vores modstander, siger Ole Nørgaard og slutter:

- Men spiller vi vores styrke ud, skal man saftsusme være gode for at matche os, og jeg lover, at mit mandskab er motiveret, lyder det fra cheftræneren.

Støt vores sponsorer