Cheftræner Lindgren: Alle har en chance

D. 19-01-2012 kl. 10:39
Cheftræner Lindgren: Alle har en chance
I morgen står Krister Lindgren (t.v.) for første gang i spidsen for Skjern Håndbold, når Skjern møder Team Tvis.

Alle har en chance for at spille sig på holdet, lyder det fra den nye cheftræner forud for fredagens første træningskamp.

Af Kenneth Thygesen

Trænerskifte betyder ofte i sportens verden forandring og fornyelse, og sådan ser det også ud til at blive i Skjern Håndbold i foråret.

Ifølge Skjerns nye cheftræner Krister Lindgren, der skrev under på en halvårlig kontrakt med de grønne, har alle en chance for at spille sig ind i varmen.

”Der er ikke truffet nogle beslutninger endnu. Alle har en god chance for at komme på holdet. Jeg vælger den bedste mand for holdet på hver position,” forklarer Krister Lindgren.

I morgen skal Skjern for første gang i aktion under Lindgrens ledelse, når Team Tvis Holstebro og Skjern tørner sammen i en træningskamp i Skjerns samarbejdsklub Borris BGU.

”Det bliver sjovt at spille, men vi skal bruge kampen som en træningskampe. Vi vil altid prøve at vinde, men der skal prøves nogle ting af, og mange kommer i spil i den kamp,” lyder det fra Krister Lindgren, der overordnet set er tilfreds med spillernes træningsindsats under EM-pausen.

”Spillerne begynder at forstå, hvad jeg vil i de forskellige situationer. Det er gået fint, og man må sige, at der bliver gået til den med høj fart og hårde tacklinger,” fortæller en tilfreds cheftræner.

Støt vores sponsorer