Cheftræner Nørgaard: Vi skal blive endnu bedre

D. 20-11-2012 kl. 16:01
Cheftræner Nørgaard: Vi skal blive endnu bedre
Skjern-træner Ole Nørgaard vil ikke tale om pokalsemifinale, men holder fokus på Mors-Thy, der er Skjerns næste modstander.

En tredjeplads i ligaen og en plads i pokalsemifinalen får ikke Skjern-træneren til at vælte omkuld af begejstring. 

Af Kenneth Thygesen

Der resterer blot to runder tilbage af første spillerunde i Herre Håndbold Ligaen. For Skjern Håndbolds vedkommende har de 11 første kampe udmøntet sig i otte sejre og tre nederlag med 16 point til følge.

Vi skal blive endnu bedre
Det rækker til en aktuel tredjeplads, men Skjern-cheftræner Ole Nørgaard vil have mere.

- Vi skal stadig stræbe efter at blive endnu dygtigere, og der skal fortsat være en udvikling i de ting, som vi arbejder med i såvel forsvar og angreb som i udstråling og mentalitet, fortæller Ole Nørgaard.

- Vi skal fortsat være dybt koncentrerede i de ting, vi foretager os, og selv om det er en kedelig floskel, så handler det om tage en kamp ad gangen, siger Ole Nørgaard.

Ingen pokalsnak
Skjern trak i lørdags Aalborg i pokalsemifinalen, men den kamp vil Ole Nørgaard ikke høre tale om - i hvert fald ikke endnu. 

- Vi skal ikke begynde at tænke på pokalsemifinale og så videre. Det ligger voldsomt langt ude i fremtiden for mig, og vi har fuld fokus på kampen mod Mors-Thy på mandag. Hvis vi leverer, hvad vi kan, ved jeg, at tingene vil flaske sig i en gunstig retning for os, siger cheftræneren.

Fire point ikke nødvendigvis godkendt
I de sidste to kampe inden første spillerundes afslutning møder Skjern som nævnt Mors-Thy, mens de grønne skal på besøg hos Skanderborg den 1. december.

Vil fire point i de to sidste kampe så betyde, at du kan kalde første spillerunde godkendt?

- Der skal kobles mere på. Jeg vil sætte stor pris på at få fire point, men samtidig skal spillet også fortsætte den opadgående retning med god og attraktivt håndbold, ligesom vores udstråling skal fortsætte i samme spor. Så vil jeg gerne købe den sætning, lyder svaret fra Ole Nørgaard.

Støt vores sponsorer