Cheftræner: Riis kan få fuglene til at synge

D. 15-11-2012 kl. 17:29
Cheftræner: Riis kan få fuglene til at synge
Ole Nørgaard har den allerstørste respekt for fredagens modstandere fra Nordsjælland.

Skjern-træner Ole Nørgaard har stor respekt for spillermaterialet i Nordsjælland.

Af Kenneth Thygesen

Fredag aften skal Skjern forsøge at hente to point i Helsinge Hallen i Nordsjælland, og det kan meget vel blive en svær opgave. 

- Det kan blive vanskeligt, hvis vi ikke kommer med det, vi kan. Omvendt ved jeg også, at vi vinder, hvis vi spiller op til niveau, indleder Skjern-træner Ole Nørgaard.

Stor respekt
Selv om Nordsjælland blot har vundet én kamp i denne sæson, skal de tages dybt alvorligt ifølge Nørgaard.

- Nordsjælland er først og fremmest kendetegnet ved en masse dygtige spillere, der hver især har meget højt topniveau, siger Ole Nørgaard og uddyber:

- De har Morten Nyberg, der kan stort set alt på en bane, og så er der Nikolaj Koch-Hansen, der er vanvittig farlig, når det kører for ham. Derudover har de Michael Riis, som på gode dage kan få fuglene til at synge, og så er der også Nicolai Pedersen på venstre back, der er et af Danmarks største talenter, forklarer Ole Nørgaard og fortsætter:

- Navnene i sig selv må indgyde den allerstørste respekt. Det er vores opgave at forhindre dem i at folde sig ud, for ellers bliver de svære at have med at gøre, siger Ole Nørgaard.

Men de spillere har kun hentet én sejr i denne sæson?

- Det kan man sige, men husker man tilbage på vores udebanekamp i Skive, måtte vi også slide og slæbe for at få sejren hjem, og de har slet ikke vundet. Det understreger, at der i denne liga ikke kan tages noget for givet, slutter Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer