Chokerende første halvleg kostede dyrt i lokalbrag

D. 11-09-2011 kl. 19:23
Chokerende første halvleg kostede dyrt i lokalbrag

Søndagens lokalbrag mellem Skjern Håndbold og Team Tvis blev en regulær fuser for Skjern, der på grund af en chokerende dårlig første halvleg tabte lokalopgøret med 27-24.  Skjern, som var uden Kasper Søndergaard og Per Leegaard, har dermed nul points efter to kampe.

 

For halvanden uge siden blev Team Tvis Holstebro sendt hjem ud af pokalturneringen efter et nederlag til Skjern Håndbold.

 

Søndag aften var drengene fra Holstebro derfor på revanchejagt i Skjern Bank Arena, der med over 2.000 tilskuere var klar til endnu et spændende lokalbrag.

 

Store offensive problemer

Opgøret blev dog knap så spændende, idet Team Tvis var en klasse bedre end Skjern, der var uden en syg Kasper Søndergaard og en maveskadet Per Leegaard.

 

Fraværet af de to højrebacks gav Skjern-offensiven problemer fra start, og gæsterne profiterede hurtigt af det krampragtige Skjern-spil og bragte sig foran 4-1.

 

Katastrofal halvlegsafslutning

De grønblusede haltede efter Team Tvis i hele første halvleg, hvor hverken angreb, forsvar, overtalssituationer eller kontrafase var i nærheden af et acceptabelt niveau. Team Tvis straffede Skjerns mange fejl og øgede til 12-6, inden et par kontrascoringer tændte lidt gnister i Skjern, der reducerede til 12-8.

 

Team Tvis’ Jakob Green og Petar Nenadic gav dog Skjern en sportslig lussing inden pausefløjtet med adskillige gode aktioner, og så var værterne helt fortjent bagud med hele 17-10 ved pausen.

 

Anden halvlegs start var ikke meget bedre for Skjern, der hurtigt kom bagud 20-11 – til stor frustration og skuffelse for de mange fremmødte tilskuere.

 

Et spinkelt håb

Efter små 45 minutter lugtede Skjern dog blod, da Tvis-føringen blev reduceret til 21-17 efter flere gode redninger af Tim Winkler, men tættere på et vendepunkt kom Skjern ikke.

 

Team Tvis-målmand Anders Pedersen rullede ned i målet og forhindrede yderligere reducering, hvorfor gæsterne øgede til 24-17 med ti minutter igen.

 

Dermed var kampen reelt afgjort, og de sidste ti minutter var derfor af kosmetisk betydning.

 

Kampen sluttede med en fortjent Team Tvis-sejr på 27-24, og Skjern Håndbold har derfor fortsat nul points på kontoen efter to ligakampe.

Støt vores sponsorer