CL-vicemestre løb Skjern ned efter pausen

D. 30-09-2018 kl. 19:07
CL-vicemestre løb Skjern ned efter pausen
Jesper Konradsson, Bjarte Myrhol og kompagni led sæsonens første nederlag i Champions League-gruppespillet. 

Skjern-mandskabet kunne ikke følge op på en fantastisk første halvleg, hvor de grønne var i teten.

Af Nicklas Thygesen

Den tredje Champions League-sejr på stribe virkede til at være inde for en nogenlunde realistisk rækkevidde efter Skjern-mandskabets indsats i første halvleg.

Vestjyderne var søndag aften tilbage i franske Nantes, hvor de grønblusede kom forrygende fra land. 

De grønblusede spillede med omtanke, varierende tempo i angrebs- og kontrafasen, en utrolig effektivitet i overtalsspillet med Eggert, Tangen og Grebenc som afsluttere, mens Björgvin Gustavsson tog fra i Skjern-målet.

En tæt på gennemført præstation som bød på Skjern-føringer i størstedelen af første halvleg. Dog alligevel med hjemmeholdet i front med en enkelt pind (17-16) grundet tre hurtige scoringer i træk før pausen. 

Ondt blev værre efter pausen
De forsvarende vicemestre i Champions League steppede op efter pausen - modsat Skjern som blev ramt af et nyt skadesuheld.  

Få minutter inde i anden halvleg måtte Bjarte Myrhol bæres fra banen med knæsmerter, som holdt anføreren ude resten af opgøret. 

Samtidig tog hjemmeholdets Nicolas Claire for alvor fat, dikterede spillet på fornemmeste vis og satte holdkammeraterne Lazarov, Belaguer og Tournat i scene.

Skjern-mandskabet forsøgte at indhente det forsømte, men HBC Nantes var et niveau eller to over de grønne halvlegen ud.

Hjemmeholdet vandt 35-27. 

Støt vores sponsorer