Claus Hansen før torsdagens møde: Vi går ind til opgaven med stor ydmyghed

D. 05-11-2019 kl. 15:00
Claus Hansen før torsdagens møde: Vi går ind til opgaven med stor ydmyghed
Se om trænerteamet hiver de to point med hjem til Skjern torsdag aften. Kampen vises direkte på TV2 Sport klokken 20:00.  

Tre sejre i bagagen og mødet mod ligaens bundprop, er ikke noget der får Claus Hansen til at uddele de to point til vestjyderne på forhånd.

Af Bjarke Sonne

Skjern-mandskabet har for alvor muligheden for at bide sig fast i den sjove ende af tabellen, når de grønblusede gæster Nordsjælland Håndbold sent torsdag aften.

Skjern-assistenten, Claus Hansen, forudser dog ingen nem kamp mod ligaens sidsteplads.

- Vi har selv haft nogle udsving i denne sæson, og derfor er det ekstremt vigtigt at holde snuden i sporet og fortsætte vores gode arbejde fra de seneste kampe.

- Vi er klar over, at vi skal møde et Nordsjælland-hold, der spiller frisk til og har alt at vinde, og derfor skal vi gå til opgaven med stor ydmyghed og seriøsitet. Hvis ikke vi rammer dagen, har de spillerne, der kan gøre ondt på ethvert ligahold.

Claus Hansen har også fokuspunkterne for Skjern Håndbold klar, når vestjyderne gæster Nordsjælland. 

- Det er vigtigt vi tager udgangspunkt i vores forsvarspil, som har fungeret rigtig godt.

- Vi ved Nordsjælland kommer flyvende – hvad enten det er hurtig midte eller kontrafasen. Det pres skal vi kunne modstå. Kan vi det, synes jeg vi har rigtig gode muligheder for at hive de to point med hjem til Skjern, siger Claus Hansen. 

Kamptidspunkt:
Nordsjælland Håndbold - Skjern Håndbold spilles kl.20:00 på torsdag i Helsingør Hallen.

TV:
Kampen vises direkte på TV2 Sport. 

Støt vores sponsorer