Claus Hansen: Vi skal finde vores ståsted efter en turbulent uge

D. 06-02-2020 kl. 22:30
Claus Hansen: Vi skal finde vores ståsted efter en turbulent uge
Forberedelserne til fredagens kamp er i fuld gang.

Fredag aften er der to vigtige point på spil, når Skjern Håndbold skal rejse sig fra søndagens skuffelse mod Mors-Thy.

Af Kristian Bro

Vestjyderne jagter revanche fra forårssæsonens første kamp, hvor gæsterne fra Mors-Thy snuppede begge point.

Samtidig bliver det en speciel kamp for Claus Hansen, som står overfor sin første kamp som cheftræner for Skjern Håndbold. Den nye cheftræner ser frem til udfordringen og understreger, at Ribe-Esbjerg er et stærkt hold.

- Det bliver en svær opgave mod en dygtig modstander, siger den nye cheftræner. 

Ovenpå en hektisk uge med rokeringer i trænerstaben, så ligger fokus i, at Skjern-holdet skal finde sig selv. 

- Vi har dog valgt primært at tage udgangspunkt i os selv og skal lige finde vores ståsted efter en turbulent uge, siger Claus Hansen.

Ribe-Esbjerg og Skjern-holdet har begge 21 point inden fredagens kamp, hvilket blot gør kampen mere spændende og interessant at følge.

Kampen afvikles kl. 18:30 i Blue Water Dokken.

TV: 
Kampen vises IKKE i TV, men der vil komme liveopdateringer på Twitter. 

Støt vores sponsorer