Claus Møller sidder over med hælskade

D. 01-11-2011 kl. 14:17
Claus Møller sidder over med hælskade
Trods en hælskade er Claus Møller Jakobsen klar til pokalbraget mod AG København næste onsdag.

Skjern-bagspilleren Claus Møller Jakobsen udnytter kamppausen til at få lagt blokade i hælen.

Af Kenneth Thygesen

Efter søndagens hjemmebanesejr over BSV kunne Skjern-spillerne med undtagelse af landsholdsaktuelle Kasper Søndergaard, Andreas Toudahl og Tim Winkler holde et par dage fri efter en hektisk måned.

På grund af landskampspausen spiller Skjern først igen den 9. november, og den mindre kamppause udnyttede Claus Møller Jakobsen til at få styr på skavankerne.

Skjern-profilen, der scorede det afgørende mål i søndagens sejr over BSV, fik i går lagt en blokade i hælen efter længere tids smerte.

”Jeg fik at vide, at jeg skal holde foden i ro i en lille uges tid. Jeg træner med igen på mandag, så der er ingen problemer i forhold til kampen mod AG København,” forklarer Claus Møller Jakobsen med henvisning til næste onsdags vigtige pokalkvartfinale på udebane mod AG København.

Pokalkvartfinalen vil i øvrigt blive vist på TV2 Sport fra kl. 20.00.

Støt vores sponsorer