Claus Møller tror på dansk semifinale

D. 25-01-2012 kl. 15:59
Claus Møller tror på dansk semifinale
Claus Møller tror på dansk succes.

Der venter Danmark en stor mental udfordring, mener Claus Møller Jakobsen, der dog tror på, at danskerne snupper semifinalepladsen.

Af Kenneth Thygesen

EM-slutrunden i Serbien har sendt de danske landsholdsspillere og fans gennem hele følelsesregistret, hvor aftenens afgørende kampe efter al sandsynlighed vil resultere i stor skuffelse eller et følelsesmæssigt festfyrværkeri.

Danmark kan via et tysk pointtab mod Polen spille sig i EM-semifinalen, men ifølge Skjerns Claus Møller Jakobsen, der har spillet over 120 A-landskampe og deltaget ved adskillige EM- og VM-slutrunder, venter der de danske spillere en stor mental udfordring.

”For Danmarks vedkommende, at det jo uheldigt og surt, at man ikke kan afgøre det selv. Det bliver en svær opgave at slå Sverige – ikke mindst fordi man har et halvt øje på den første kamp,” siger Claus Møller Jakobsen og fortsætter:

”Kampen mellem Polen og Tyskland er jo altafgørende for, om Danmark har noget at spille for, og så det er svært at være 100 procent fokuseret på sin egen kamp. Det bliver en stor mental udfordring,” lyder det fra Claus Møller Jakobsen.

Polen snyder ikke
Skjern-spilleren, der under EM-slutrunden har fungeret som ekspert hos TV2 Sport, vurderer, at chancerne for samlet dansk succes er fifty-fifty.

”Man har talt meget om motivationsfaktorer for Polen, men de har altså en OL-kvalifikation at spille for. De kommer ikke til at snyde. De vil gerne vinde over Tyskland. Det er en speciel kamp mellem to nationer med et gammel had-kærlighedsforhold og en masse historiske begivenheder imellem sig,” forklarer Skjern-profilen.

Tror på dansk succes
Claus Møller Jakobsens ven og Skjern-holdkammerat Kasper Søndergaard er som bekendt en del af EM-holdet, og ifølge Claus Møller Jakobsen vil Søndergaard og co. spille sig i EM-semfinalen i aften.

”Jeg tror på, at det lykkes. For en uge siden var det helt umuligt, men jeg tror på, at Danmark klarer skærene,” slutter Claus Møller Jakobsen.

Støt vores sponsorer