Da lillebror Pastor drev gæk med storebror Vranjes: Tættere på Pick Szeged

D. 09-11-2018 kl. 13:10
Da lillebror Pastor drev gæk med storebror Vranjes: Tættere på Pick Szeged
Søndag bliver der gensyn med legendariske Mirko Allilovic. Kroaten skiftede i sommer fra Veszprem til Pick Szeged. 

Den evige toer i det ungarske parløb om mesterskaberne knækkede i forrige sæson koden, og afbrød en 11-årig lang sult efter guldmedaljerne. Vi zoomer ind på cheftræner Pastors mesterhold.

Af Nicklas Thygesen

En tre timers køretur adskiller Ungarns to ubestridte håndboldmastodonter.

Den mægtige, traditionsrige og altvindende storebror mod den irriterende tæge af en lillebror, som aldrig giver op, sætter sig fast og som indimellem overrasker og irriterer.

Den storsatsende storbror fra Veszprém og den evige toér fra Pick Szeged.

Et forhold der er præget af fjendskab, had og evig rivalisering.

Pastor slukkede 11 års tørke
En konstant fornemmelse af lige-ved-og-næsten – symboliseret ved 15 andenpladser siden 2001 – stoppede brat i forrige sæson.

En af håndboldverdenens mest respekterede trænerskikkelser, Juan Carlos Pastor, overvandt rivalerne fra Veszprém og Ljubomir Vranjes i mesterskabsduellen og pokalturneringen, og sikrede ”The Double” til Szeged.

Siden triumferne har mesterklubben investeret voldsomt i truppen frem til denne sæson.

Disse spillere er købt ind:
- Mirko Allilovic. 164 landskampe for Kroatien. 
- Joan Canellas. 150 landskampe for Spanien. 
- Jorge Maqueda. 105 landskampe for Spanien. 
- Dean Bombac. 71 landskampe for Slovenien.
- Nik Heningman. 29 landskampe for Slovenien. 
- Stanislav Kašpárek. 8 landskampe for Tjekkiet. 

Det skal du vide om Pick Szeged
- Truppen består af 17 spillere som alle optræder eller har optrådt på deres respektive landshold.
- 17 spillere fra otte forskellige nationaliteter med i alt 1182 landskampe tilsammen.
- Den svenske venstrefløj Jonas Källmann samt spanske Joan Canellas og Jorge Maqueda har tilsammen vundet fem Champions Leauge-trofæer.
- Pick Szeged topper den ungarske liga med ni sejre i ni kampe – blandt andet med en udesejr over netop Veszprem på 32-27.
- Bedste placering i Champions League: Kvartfinale i 1997, 2004, 2015 og 2017.

Dem skal du glæde dig til:
- Playmaker, Dean Bombac. Stjernespiller, som er vendt tilbage til Szeged efter tre år i den polske mesterklub, Vive Kielce. Outstanding overblik og skudfarlig. Regnes som én af verdens bedste på sin plads. Scorede ét af de mest spektakulære mål i forrige Champions League-sæson. Se den HER.

- Venstrefløj, Jonas Källmann. Vundet Champions League tre gange i Ciudad Real - den ene gang med Claus Møller Jakobsen i 2006.

- Den spanske duo, Canellas og Maqueda. 255 landskampe tilsammen. Stor andel i Champions League-guldet med HC Vardar i 2016. 

Disse spillere har Skjern mødt før:
- Mirko Allilovic. Stod i Veszprém i forrige sæson.
- Matej Gaber. Var på holdet, da Skjern i 2013 mødte franske Montpellier i EHF Cup.
- Stefan Sigurmansson. Spillede en enkelt sæson i Aalborg Håndbold fra 2016-2017.

Støt vores sponsorer