Dagbog 4: Røde kort og spanske tæsk

D. 28-08-2011 kl. 12:35
Dagbog 4: Røde kort og spanske tæsk

Tredje træningskamp i Tyskland blev for Skjern Håndbolds vedkommende spillet lørdag aften kl. 18, hvor Claus Møller Jakobsens tidligere klub, spanske Atletico Madrid, bød de grønne op til dans.

Desværre for Claus Møller Jakobsen blev det ikke til et gensyn på håndboldbanen, idet bagspilleren sad udenfor med en ankelskade. Resten af Skjern-truppen kunne ikke stille meget op overfor det spanske storhold, der vandt hele 28-18.

Andreas Toudahl rapporterer fra Tyskland:

Endnu en dag startede med morgenmad fra den lækre buffet, hvorefter formiddagen blev brugt i Magdeburg centrum, hvor der var mulighed for at shoppe lidt eller drikke en kop kaffe på en af de mange caféer.

Ved eftermiddagstid var der afgang mod hallen, hvor det spanske storhold Atletico de Madrid ventede.Det viste sig som ventet at blive en stor mundfuld – og spanierne gik også til pause med et plus på ni mål.

Anden halvleg startede godt, og forsvaret med Kristian Gjessing og Thomas Klitgaard i spidsen fik godt fat i de spanske skytter. Begge to måtte dog forlade banen efter tre gange to-minutters udvisninger, hvilket ikke gjorde det nemmere. Derfor vandt Madrid fortjent kampen med ti mål.

Et plus herfra skal der lyde til unge Philip Holm, der i anden halvleg uimponeret bankede flere bolde ind bag den spanske verdensklassemålmand Arpid Sterbik.

Efter kampen var der aftensmad, der endnu engang bød på suppe, pasta og høns, inden der var busafgang mod hotellet. En bustur, der på forunderlig vis heller ikke vendte Kasper Søndergaards kortkrise.

I morgen møder vi det sydkoreanske landshold kl. 15, inden vi igen kører mod Skjern.

Med venlig hilsen
Andreas Toudahl

Støt vores sponsorer