Dansk stortalent skifter til Skjern

D. 13-05-2016 kl. 15:30
Dansk stortalent skifter til Skjern
Cornelius Kragh får trøjenummer 23 i Skjern Håndbold.

Skjern Håndbold har til den kommende sæson skrevet kontrakt med et af landets største talenter.

Af Nicklas Thygesen

Til sommer skifter 21-årige Cornelius Kragh Aastrup til Skjern Håndbold på en 3-årig kontrakt.

Den unge bagspiller har i de seneste to sæsoner været topscorer for Nordsjælland Håndbold, men til sommer skal talentet udfoldes i den vestjyske klub.

- Efter nedrykningen med Nordsjælland har der været mange henvendelser, men jeg blev meget glad, da netop Skjern henvendte sig. Skjern er en ambitiøs topklub, men samtidig en klub, der går ind for værdier som sammenhold, klubfølelse og fight. Det var afgørende for mit valg, siger Cornelius Kragh.

På det sportslige område forventer den unge playmaker at bidrage til at spille Skjern tilbage i medaljekampen til næste sæson.

- Jeg er bevidst om min rolle i en trup af klassespillere, som jeg glæder mig til at blive en del af og lære at kende. Samtidig ser jeg frem til at spille for en klub med indgroet vinderkultur og forventningspres, siger Cornelius Kragh, der har optrådt 38 gange på U-landsholdet.

Cheftræneren har store forventninger
På den vestjyske trænerbænk har Ole Nørgaard store forventninger til den 21-årige bagspiller.

- Med tilknytningen af Cornelius Kragh har vi både øget bredden og tilført spillertruppen et af dansk håndbolds store talenter, og sigtet er naturligvis, at Cornelius i løbet af de kommende sæsoner kan udvikle sig til at blive en central trækkraft i Skjern Håndbolds jagt på medaljer.

- Cornelius Kragh har allerede i indeværende sæson været en markant profil hos Nordsjælland Håndbold og forventningen er, at han kan udvikle sig til at have samme betydning for Skjern Håndbold. Potentialet er i hvert fald til stede og kombineret med Cornelius Kraghs ærgerrighed, er forventningerne til det kommende samarbejde høje, siger Ole Nørgaard.

Støt vores sponsorer