Debutsejr til Mikkelsen i rødt og hvidt

D. 20-06-2015 kl. 22:49
Debutsejr til Mikkelsen i rødt og hvidt
Skjerns Lasse Mikkelsen kan nu holde sommerferie efter en begivenhedsrig sæson.

Lasse Mikkelsen fik lørdag aften A-landsholdsdebut i dansk sejr på 26-23 over Polen.

Af Lone Jørgensen

Lasse Mikkelsen glemmer formentlig aldrig foråret 2015.

Tre medaljer, pokaltitel, kåring som pokalfighter og nu debut på A-landsholdet. Lørdag aften fik playmakeren sin officielle debut i den rødhvide trøje, da Danmark i Krakow mødte Polen.

Danskerne vandt 26-23 efter pauseføring på 16-13. Skjern-spilleren fik et knap et kvarters spilletid i anden halvleg.

- Rent spillemæssigt var det ikke den allerbedste debut, men det var selvfølgelig en drøm, der gik i opfyldelse med debut på A-landsholdet. Det giver mod på mere, siger Lasse Mikkelsen i telefonen fra Polen.

Også Skjerns Nikolaj Markussen spillede knap et kvarters tid og scorede et enkelt mål i den danske sejr.

- Jeg synes, holdet ganske enkelt spillede fremragende, sagde landstræner Gudmundur Gudmundsson efter kampen til dhf.dk og fortsatte:

- Man må huske på, at det er vice-verdensmestrene, vi har slået foran deres eget store publikum. Og vi stillede altså med hele ni debutanter. Det er jeg dybt, dybt imponeret af, sagde landstræneren .

Støt vores sponsorer