Det syder og bobler i Skjern

D. 28-05-2015 kl. 14:39
Det syder og bobler i Skjern
I aften spiller Bjarke Christensen og holdkammeraterne den første DM-finale. Foto: Steffen Bloch.

Bjarke Christensen løber i aften på banen til sin første DM-finale. En finale, der har sørget for en helt speciel stemning i det vestjyske.

Af Lone Jørgensen

Tiden kan føles uendelig, når man går og glæder sig.

I Skjern og omegn er der med stor sandsynlighed en hel del, der de seneste dage har haft det sådan, mens de utålmodigt har ventet på, at det blev torsdag.

Nu er dagen for den første af de to DM-finaler mod KIF Kolding København endelig kommet.

- Det er noget helt specielt, at vi har spillet os i DM-finalen. Man kan mærke det i hele byen og egentlig alle steder herude. Folk glæder sig. Det syder og bobler i Skjern, for det er jo megastort, at vi skal spille om DM-guld, siger Bjarke Christensen.

Skjern med chancer
Modstanderholdet fra KIF Kolding København er både forsvarende mestre og grundspilsvindere.

Alligevel skræmmer fusionsklubben ikke den unge Skjern-fløj.

- Vi har bevist tidligere, at vi godt kan vinde over Kolding, så jeg synes bestemt, at vi har chancer. Men de har et godt hold med især mange gode bagspillere, så vi skal sørge for at få lukket godt ned for dem, vurderer Bjarke Christensen.

En af de sjovere sæsoner
Skjern har gennem sæsonen 2014/2015 både oplevet vilde triumfer og mindre sjove nedture. Men når Bjarke Christensen ser tilbage på sæsonen, er der klart flest positive minder.

- Det har været en af de sjovere sæsoner, hvis man lige ser bort fra december. Ellers har vi vundet pokalen, været med til Final4 i Berlin og nu skal vi spille DM-finale. Vi har virkelig været med helt fremme i alle vores turneringer, så det har været super. Nu håber jeg, at vi kan slutte det hele af med at tage en titel mere, siger Skjern-fløjen.

DM-finalen fløjtes i gang kl. 21:00 i aften. Der er stadig ledige billetter her, ligesom der sælges kampbilletter i døren fra kl. 19.30.

Støt vores sponsorer