Drømmedebut til Elvar: Over alt forventning

D. 23-08-2019 kl. 16:57
Drømmedebut til Elvar: Over alt forventning
Skjerns nye venstreback stod noteret for ni mål på ni forsøg torsdag aften. 

Elvar Jónsson satte et fornemt aftryk i sin første officielle kamp for vestjyderne.

Af Nicklas Thygesen

Ni mål på ni forsøg. Kåret til kampens spiller.

En bedre debut i Skjern-trøjen skal man lede længe efter.

Vestjydernes nye venstreback, Elvar Jónsson, imponerede enormt i sine første officielle minutter for Skjern-mandskabet. En forløsning indrømmer islændingen, der samtidig gav crediten videre til de øvrige bagspillere.

- Jeg følte mig godt tilpas på banen, og kom ind i periode, hvor holdet spillede godt. Det gik selvfølgelig over alt forventning - jeg havde ikke lige forventet at gå fra banen uden at misse et skud, siger islændingen.

- I min tid i Selfoss var jeg vant til, at jeg skulle skabe pladsen til mine holdkammerater. I går var det Konradsson, Mogensen, Tangen og Søndergaard som skabte pladsen og reelt set gjorde mit arbejde ganske simpelt. De gør så meget forarbejde, som folk ikke lægger mærke til.

- Det åbnede banen op for mig, og så var det bare om at gøre arbejdet færdigt, siger Elvar Jónsson, der sammen med holdkammeraterne opholder sig i Sverige weekenden over.

Vestjyderne skal spille to træningskampe - henholdsvis lørdag og søndag - mod IFK Skövde og Allingsås.

Støt vores sponsorer