Dramatisk sejr i Århus

D. 03-10-2018 kl. 22:08
Dramatisk sejr i Århus
Stor jubel i Skjerns omklædningsrum efter sejren i Århus. 

Skjern-mandskabet snuppede alle pointene med hjem til Vestjylland, da mestrene gæstede Århus. 

Af Nicklas Thygesen

"Jeg snupper altid den sidste".

Sådan lød det fra Emil Nielsen efter DM-finalen i maj-måned. Onsdag aften gjorde han det igen.

En rutsjebanetur af dimensioner
Norske Eivind Tangen fortsatte i akkurat samme spilhumør, som han forlod det vestlige Frankrig i søndags. Med direkte spil, fart og skudkraft. 

Fire gange før pausen sendte Tangen bolden i kassen i en første halvleg, hvor Skjern-mandskabet var markant bedre end hjemmeholdet. I målet viste Emil Nielsen høj klasse - blandt andet med tre gribere fra Århus-skytterne. Nielsen, som blev ved og ved med at levere onsdag aften på sin gamle hjemmebane.

Et par tekniske fejl i slutfasen inviterede hjemmeholdet indenfor i kampen med lette kontramål - og det fik konsekvenser efter pausen.  

11 frygtelige minutter
Skjern-mandskabet var helt ved siden af sig selv efter pauseføringen på 12-11. Syv Århus-scoringer i træk (inklusiv de sidste mål i første halvleg) - og nul Skjern-mål på 11 minutter vendte kampen fuldstændig på hovedet. 

Herefter blev syv-mod-seks spillet taget i brug - med succes. En formation, som bragte Århus i front, og en formation, som sendte Skjern tilbage på vinderkurs med Kasper Søndergaard i hopla. 

Med tre mål i træk fra Søndergaards venstrehånd var vestjyderne tilbage på sporet, mens Emil Nielsen hev spektakulære redninger frem i Skjern-målet - heraf tre redninger på under 30 sekunder. Verdensklasse af den talentfulde keeper. 

Plat eller krone om sejren
Den endelig afgørelse fandt først sted ti sekunder før slutfløjtet. Skjern var foran 24-23 med Århus i boldbesiddelse. For syttende gang onsdag aften diskede Emil Nielsen op med en redning - denne gang på skuddet fra Nikolaj Læsø, og så løb de vestjyske gæster med begge point.

Skjern vandt 24-23 i en hektisk og dramatisk affære. 

Støt vores sponsorer