Efter otte års fravær: Traditionsklub gæster Skjern

D. 18-09-2019 kl. 18:10
Efter otte års fravær: Traditionsklub gæster Skjern
René Rasmussen er eneste tilbageværende spiller i ligatruppen, der var på holdkortet til det seneste møde med Fredericia. 

For over 14 år siden slukkede Nick Rasmussen og Simon Krogh festen, da Skjern Bank Arena blev indviet. Fredag aften gæster den nyoprykkede traditionsklub arenaen på ny. 

Af Nicklas Thygesen

I februar 2005 blev vestjydernes hjemmebane, Skjern Bank Arena, indviet foran 2400 tilskuere.

Modstanderen var Fredericia HK, der med cheftræner Nick Rasmussen på sidelinjen og playmaker Simon Krogh på banen besejrede Skjern og punkterede indvielsesfesten i vestjydernes nye håndboldarena.

Siden da har en konkursbegæring og en tilværelse i de lavere rækkker hængt over hovedet i den stolte håndboldby. Indtil tidligere på året, hvor fredagens gæster ganske suverænt vandt den danske 1. division. Dermed venter der fredag aften det første opgør mellem Skjern Håndbold og Fredericia HK i hele otte år.

Et klassisk opgør mod et oprykkerhold, der kan spille frit, siger René Rasmussen.

- Det er et livsfarligt opgør, hvor Fredericia kan spille gratis, uden pres og intet kan tabe. Man så allerede i første runde mod GOG hvilke kvaliteter, de besidder, så vi skal virkelig yde en god indsats for ikke at havne i samme situation som GOG, siger René Rasmussen.

Højrefløjen er eneste tilbageværende spiller i ligatruppen, der for otte år siden mødte Fredericia HK. Dengang stod Rasmussen overfor Casper U. Mortensen - og selvom de lidt større ligaprofiler siden da er smuttet fra klubben, så skal man ikke tage fejl af kvaliteten.

- De har mange spændende og unge spillere, som har imponeret mig. Omvendt så skal vi uanset deres gåpåmod være stærke nok til at hente to point, siger højrefløjen.

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Fredericia HK spilles på fredag kl.19.00 i Skjern Bank Arena.

TV: 
Kampen vises ikke i tv.

Køb din billet HER

Støt vores sponsorer