Eggert: Stor respekt for TTH

D. 16-10-2017 kl. 15:15
Eggert: Stor respekt for TTH
- Det er måske den allervigtigste kamp i hele efteråret, fortæller Skjern-fløjen om onsdagens pokalbrag i Holstebro.

Skjern går ydmygt ind til den svære pokalkamp i Holstebro, lyder det fra Anders Eggert.

Af Nicklas Thygesen

”Et minut før tid kom Anders Eggert endelig i fokus. Jesper Jensen sendte bolden i et vip ud på venstre fløj, hvor Anders Eggert svævede højt, greb bolden og scorede til 27-26.”

Sådan skrev Dagbladet Ringkøbing/Skjerns sportsredaktør John Thomsen for godt ni år siden, efter at den dengang 26-årige Anders Eggert havde afgjort sit første lokalbrag mod TTH Holstebro.

For tre uger siden spillede den nu 35-årige Anders Eggert igen derbykamp mod TTH Holstebro, og denne gang var landsholdfløjen også i fokus. I alt scorede venstrefløjen 12 mål i storsejren på 34-23.

- Ja, det var faktisk en ret god dag i Skjern Bank Arena, bemærker en smilende Anders Eggert.

Sammen med holdkammeraterne er han ved at forberede sig til et nyt brag mod TTH Holstebro. Onsdag aften skal Skjern Håndbold på besøg hos rivalerne i pokalturneringens 1/8-finale, hvor vinderholdet vil sikre sig adgang til Final4-stævnet efter nytår.

Selvom TTH Holstebro fik en lussing for tre uger siden i Skjern, er det ikke en kamp, man dvæler ved, lyder det fra Eggert.

- Vi har stor respekt for TTH, og vi går meget ydmygt ind til denne kamp. Alle kender deres kvaliteter, og det vil kræve en stor præstation for at gå videre, siger han.

I to af de seneste tre år har Skjern Håndbold kvalificeret sig til den attraktive Final4-weekend, hvilket har sikret klubben to pokaltitler.

- Det giver sig selv, at det er en utrolig vigtig kamp for os. Det er måske den allervigtigste kamp i hele efteråret, og derfor glæder vi os også helt vildt. Vi vil så gerne forsvare pokaltitlen, siger Anders Eggert.

Støt vores sponsorer