En dag på Skjern-kontoret

D. 21-12-2013 kl. 17:33
En dag på Skjern-kontoret
For tredje hjemmekamp i træk fik publikum i Skjern Bank Arena en Skjern-sejr på over ti mål.

For sjette gang i sæsonen vandt Skjern med over ti mål, da Skanderborg blev sat på plads med cifrene 41-31. Topscorer blev Henrik Møllgaard med ni mål.

Af Kenneth Thygesen

23 minutters effektivt og koncentreret arbejde var nok for Skjern Håndbold lørdag eftermiddag i Skjern Bank Arena.

Et yderst veloplagt Skjern-mandskab var på det tidspunkt i front 17-7 over gæsterne fra Skanderborg, og så kunne en tilfreds Skjern-cheftræner klappe i hænderne på sidelinjen.

10-målsføringen fra første halvleg blev ikke indhentet af Skanderborg, der i løbet af den seneste halvanden måned ellers har slået blandt andre KIF Kolding, Team Tvis Holstebro og GOG.

Derfor vandt Skjern den målrige affære med 41-31, og dermed hentede vestjyderne den niende sejr ud af ni mulige over Skanderborg.

Afgjort i første halvleg
For tre dage siden missede Skjern førstepladsen efter et ærgerligt nederlag i Aarhus. Den svipser var Skjern-spillerne tilsyneladende mere end klar til at viske væk.

Ole Nørgaards mandskab hamrede af sted fra første sekund, og det høje tempo var Skanderborg med på. Efter otte mål på fem minutter kunne Skanderborg ikke følge med mere, og herefter stod der Skjern på hele.

Kristoffer Laursen, der reddede tre straffekast i kampen, stod med en redningsprocent på 45 i første halvleg, og i offensiven tilspillede Skjern sig til et hav af chancer. Henrik Møllgaard var skarpeste afslutter med seks på mål seks forsøg i første halvleg.

Den stærke bredde
Velspillende Skjern gik derfor til pause med en føring på 20-11, og som vanligt blev pausen udnyttet til rokeringer på banen. Trods godt spil af Claus Møller Jakobsen og Morten Balling blev de erstattet af Lasse Mikkelsen og Bjarke Christensen .

Og ganske som vanligt blev niveauet ikke sænket af den grund. Skjerns stærke bredde blev igen eksemplificeret via seks scoringer af Lasse Mikkelsen og tre scoringer af Bjarke Christensen i anden halvleg.

Mini-ferie efter storsejr
Skjern øgede i starten af anden halvleg til plus 12 mål, men større blev føringen ikke. Skjerns returløb manglede kvalitet, og derfor blev størstedelen af anden halvleg et sandt målbytteri.

Ikke desto mindre kunne Skjern tage to stensikre point foran 1.903 tilskuere, der med stående klapsalver sendte de grønklædte spillere på en mini-juleferie.

Allerede den 26. december skal Skjern nemlig i aktion igen, når Sønderjyske kommer på besøg i det vestjyske.

Støt vores sponsorer