En trofast sponsor med grønt hjerte

D. 13-05-2019 kl. 18:34
En trofast sponsor med grønt hjerte
På besøg hos Hansen & Larsen A/S i Dejberg, hvor firmaet hører hjemme og beskæftiger ca. 90 medarbejdere i byggebranchen.

Fra venstre er det Christoffer Cichosz, og derefter fra Hansen & Larsen: Karsten, Dorte, Meta, Brian og Skjern Håndbolds anfører Bjarte Myrhol og Lars Larsen. Som inkarneret LFC fan var der god mulighed for Bjarte for at lufte den røde trøje eftersom Liverpool aftenen forinden kvalificerede sig til Champions League finalen.

Siden Skjern Håndbold iførte sig de grønne trøjer og blev dannet som et holdfællesskab mellem Skjern GF og Skjern KFUM tilbage i 1992 har Dejbjerg-firmaet Hansen & Larsen været med som sponsor. Firmaet er dermed en af de lokale virksomheder, der har været med i utallige år, og som klubben nyder stor og meget loyal opbakning fra.

Udover sponsoraftalerne gennem årene har Hansen & Larsen altid bakket op på lægterne både i Skjern, på udebanerne i Danmark og ikke mindst oplevet europæiske scener, hvor Skjern Håndbold har kæmpet i den grønne trøje.

Og på de grønne trøjer finder vi netop Hansen & Larsen - og altid på spillere, der huserer på stregen.

- Det er nok en tilfældighed, men under alle omstædigheder, så har vi altid været personlig sponsor for én eller flere stregspillere, fortæller familien Larsen ved køkkenbordet i Dejbjerg i forbindelse med et sponsormøde.

- Vi begyndte helt tilbage med Henrik Bergholt, som blev afløst af Michael V. Knudsen. Siden har Thomas Klitgaard, Vignir Svavarsson og mange andre kunnet trække en grøn Skjern Håndbold-trøje med det velkendte H&L-logo over hovedet.

I dag er det anfører Bjarte Myrhol og Christoffer Cichosz, der har H&L logoet på den grønne trøje.

Aftalen mellem Hansen & Larsen og Skjern Håndbold er netop forlænget, og partnerskabet fortsætter nu for de kommende tre sæsoner.

Og igen vil håndboldfolket finde det velkendte logo på maven af stregspillerne. I den kommende sæson er det atter anfører Bjarte Myrhol, der kan iføre sig H&L trøjen, og som ny mand på stregen vil Jonas Tidemand også være personlig sponseret af Hansen & Larsen.

For nylig - ja lige efter Liverpool FCs kvalifikation til Champions League finalen - var Skjern Håndbold på besøg i Dejbjerg, hvor familien Larsen og Skjern spillerne mødtes. Den nye aftale blev skrevet under ved køkkenbordet - ganske som utallige aftaler mellem de to parter også tidligere er blevet underskrevet.

Dermed fortsætter sponsoraftalen mellem familievirksomheden og Skjern Håndbold også i de næste sæsoner, og hele håndboldverden vil se det velkendte logo på Skjerns stærke stregduo.

Støt vores sponsorer