Endelig går det løs

D. 04-08-2011 kl. 13:14
Endelig går det løs

For første gang i den nye sæson skal Skjern-spillerne i aften i aktion, hvilket sker i forbindelse med KFUM-stævnet FTZ Cup.

Skjern Håndbold møder i aften Mors/Thy i Skærbæk kl. 19.00, og ifølge Skjerns cheftræner Veroljub ”Kos” Kosovac ser holdet frem til at komme i gang.

”Vi har ikke trænet meget med bold, hvilket er normalt i opstartsperioden, hvor vort fokus er på fysik og kondition. Derfor bliver det godt at komme i gang med at spille,” siger Kos til skjerhaandbold.dk og fortsætter:

”Vi har kun haft et par træningspas med forsvar og angreb. Vort fokus er på at stå stærkt i forsvaret og så få løbet en masse. Kampen skal ses som træning, hvor alle skal give maksimum,” lyder det fra Skjern-træneren.

Aftenens kamp vil ifølge cheftræner Kos ligeledes give debut til de tre nye spillere, Kasper Søndergaard, Andreas Toudahl og Lasse Mikkelsen, der alle er fit for fight. Den fjerde nye spiller, Morten Vium Troelsen, fik sin debut på ligaholdet før sidste sæsons udlejning til Stoholm.

”Alle spillere for lov til at vise sig frem de næste par dage. Det kan som ny spiller være svært at blive implementeret, men jeg håber, at de nye hurtigt vil falde ind i spillet,” siger Kos og slutter:

”FTZ Cup er en turnering, vi går efter at vinde. Vi går på banen for at vinde alle kampe, men det er samtidig også en turnering, hvor vi skal prøve forskellige ting af,” slutter cheftræneren.

Højrebacken Per Leegaard er skadet, og er dermed eneste Skjern-spiller, der ikke spiller i aftenens kamp.

Støt vores sponsorer