Et indblik i livet som professionel håndboldspiller

D. 06-07-2016 kl. 14:00
Et indblik i livet som professionel håndboldspiller
Skjerns nummer 19 i sin sædvanlige jubelscene. 

Hvordan holder professionelle idrætsudøvere ferie? Og holder de egentlig fri? Bjarke Christensen giver et indblik i hvad venstrefløjens sommerferie går med.

Af Nicklas Thygesen

De 125 deltagere til håndboldskolen i Skjern i forrige uge har højest sandsynligt tænkt tanken - og drømmer nok stadig om det:

Livet, som professionel håndboldspiller.

Men hvordan er livet egentlig, som professionel idrætsudøver i sommerferien når bopælen hedder 6900 og spillertrøjen er grøn? Vestjydernes nummer 19, Bjarke Christensen, giver nedenstående et indblik i venstrefløjens sommerferie og optakt til den kommende sæson.

- Ferien er for mit vedkommende blevet brugt med min kæreste i Spanien. Mit fokus har været at koble helt af fra håndbolden, og samtidig få den mængde hvile, som min krop har haft brug for. Blandt andet pådrog jeg mig to brækkede ribben i hjemmekampen mod TTH Holstebro i slutspillet, så på det område har der været behov for fuldstændig ro, siger Bjarke Christensen.

Om lidt over et måned kastes den nye sæson i gang, når Skjern Håndbold skal op i mod de forsvarende pokalmestre fra HC Midtjylland.

Med en kamppause på sammenlagt tre måneder fristes man til at hvile på laurbæerne, men sådan har tilværelsen ikke været i det vestjyske. Tværtimod.

- Sammen med vores fysioterapeut, Hans Jensen, har hver enkelt spiller fået sammensat et individuelt træningsprogram hen over sommeren. For mit vedkommende består det af styrketræning hver dag, mens løb foregår hver anden dag – og det er nødvendigt, hvis jeg skal opnå de delmål, som jeg har sat mig målrettet efter, siger venstrefløjen, der ser visse fordele i vestjydernes manglende deltagelse i Europa Cup næste sæson:

- For kun anden gang i min tid i Skjern skal vi ikke spille europæisk håndbold – og det skal vi drage fordel af, selvom det er en uvant situation. Vores kampprogram bliver væsentlig mindre kompakt til den kommende sæson, og det skal vi formå at udnytte optimalt, siger Bjarke Christensen.

Støt vores sponsorer