Et vigtigt point i Aalborg

D. 07-03-2020 kl. 20:00
Et vigtigt point i Aalborg
 Søndergaard kom ind i anden halvleg og viste en god figur. 

Vestjyderne tog fra Nordjylland med ét point i bagagen - ét point, som kan blive afgørende i kampen om fjerdepladsen.

Af Kristian Bro

Hele følelsesregistret var i spil, da Skjern-holdet tilkæmpede sig et flot resultat på udebane mod Aalborg Håndbold.

Grundspilsvinderne fra Aalborg kom bedst fra start i aftenens kamp. Vestjyderne havde ingen problemer med at spille sig til store chancer, men derimod havde Skjern-mandskabet store problemer med at få bolden forbi Kristian Sæverås. Derfor gik nordjyderne til pause med en føring på 16-14.

Skjern-holdet kom blæsende ud til anden halvleg og var blandt andet foran 24-19 efter 46 minutter. Specielt Gústavsson og Søndergaard havde en stor del i vestjydernes gode periode. Gústavsson havde syv redninger på ni skud - Søndergaard kom ind i anden halvleg og bidrog med scoringer, indspil og generelt satte spillet flot op.

Dog var Skjern-mandskabet ikke kyniske nok i de sidste fem minutter - der blev brændt store chancer på Aalborgs målmænd, og derfor endte kampen i Gigantium 28-28. 

Tangen og Konradsson scorer fem mål hver. 

Støt vores sponsorer