Følelsesladet comeback: Kuldegysninger og tåre i øjnene

D. 02-02-2019 kl. 14:15
Følelsesladet comeback: Kuldegysninger og tåre i øjnene
Skjern-fløjen blev kastet i ilden, da Sebastian Augustinussen var sygdomsramt fredag aften. 

René Rasmussen fik fredag aften comeback på den store scene efter ti måneders fravær.

Af Nicklas Thygesen

Det hører sjældenhederne til, at sportshold jubler så voldsomt og begejstret, når cifrene på måltavlen lyder på 30-20 ti minutter før slutfløjt.

Ikke desto mindre fik man en ordentlig klump i halsen, mens hårene på armene rejste sig, da René Rasmussen knyttede næverne i returløbet. Den første scoring i indeværende sæson var en realitet – efter ti måneders slid og genoptræning bag kulisserne.

En forholdsvis ubetydelig scoring i det samlede målregnskab fredag aften, men som personligt, for fans, familie, holdkammerater og ledelse blev tiljublet, som var det et matchvinder-mål i den afgørende DM-finale.

René Rasmussen var tydeligt ramt på følelsesregistret – på den gode måde – da jublen indtraf.

- Jeg følte, at alle holdkammerater kom løbende over til mig, jublede og krammede mig. Det var utrolig overvældende. Jeg fik kuldegysninger og tåre i øjnene, da alle holdkammerater og fans stod med armene over hovedet, og råbte mit navn.

- En ubeskrivelig følelse. Selvom vi vandt sikkert med 11 mål, så er det en kamp, jeg aldrig nogensinde vil glemme, siger René Rasmussen.

Dagen og optakten til det store øjeblik var præget af nervøsitet, manglende søvn og sommerfugle i maven, fortæller den populære Skjern-fløj.

- Da Sebastian Augustinussen meldte fra på grund af sygdom, tænkte jeg bare: ”Nej, nej, nej. Nu går det galt.”

- Jeg kunne slet ikke finde ro i kroppen til at hvile mig, som jeg normalt gør på kampdage. Da vi ankom til hallen og begyndte opvarmningen, så begyndte systemet at reagere med nervøsitet og sommerfugle i maven.

- Kriller i maven, som virkelig sætter en stor streg under, hvor meget man har savnet at spille. Men holdet var gode til at tage hånd om mig, og give mig den tryghed og tillid, som jeg har brug for, siger højrefløjen, der ét minut før tid scorede sit andet mål i sæsonen.

Støt vores sponsorer