Første hjemmebanenederlag i sæsonen: BSV vandt topbraget i Skjern

D. 28-02-2018 kl. 22:24
Første hjemmebanenederlag i sæsonen: BSV vandt topbraget i Skjern
Anfører Myrhol scorede seks gange onsdag aften. Foto: Steffen Bloch

Efter 15 kampe uden nederlag på hjemmebane måtte vestjyderne onsdag aften se sig besejret af Bjerringbro-Silkeborg.

Af Nicklas Thygesen

Det er 278 dage siden at et gæstende hold har trukket sig sejrsrigt ud af opgøret i Skjern Bank Arena. 

Onsdag aften brød Bjerringbro-Silkeborg den imponerende hjemmebanestatistik mod et amputeret Skjern-mandskab, der undervejs måtte se bort fra Kasper Søndergaard, mens Anders Eggert kun var kampdygtig til at skyde straffekast. 

Kontrascoringer banede vej for BSV-comeback
Selvom ligaens førerhold var uden to store profiler, så var det ikke til at mærke synderligt i første halvleg, hvor den svenske duo, Jesper Konradsson og Markus Olsson, boltrede sig i scoringer og assists.

Tibor Ivanisevic tog ligeledes godt fra mellem stængerne, og derfor var vestjyderne i front 15-11 ved pausen.

Men herfra tog det fart.

Tre kontrascoringer på relativt kort tid bragte gæsterne tilbage i opgøret, og herfra fulgtes de to mandskaber ad foran et tændt hjemmepublikum.  

Skjern tabte pusten
Nikolaj Øris bragte gæsterne foran for første gang efter pausen 19 minutter før tid, og herfra var det som om, at silkeborggenserne konstant var et lille skridt foran hjemmeholdet. 

Jesper Konradsson fortsatte med at fodre holdkammeraterne med assists, men det var i den modsatte ende, at de grønblusede manglede kvalitet.

Samarbejdet mellem forsvaret, Nielsen og Ivanisevic var ikke på højt nok niveau til at dæmme op for Markussen, Skube og Knudsen, og derfor løb gæsterne med sejren til slut.

Skjern tabte 30-31, men er fortsat på førstepladsen i 888ligaen. 

Støt vores sponsorer