Farvel og på gensyn – del 1 af 3

D. 06-06-2015 kl. 15:09
Farvel og på gensyn – del 1 af 3
Sammen med Frederik Børm og Kristoffer Laursen har Nikolaj Markussen netop sagt farvel til Skjern Håndbold.

Tre Skjern-spillere sluttede tiden af i det vestjyske med tre medaljer. I dag kan du læse om Nikolaj Markussens sæson i grønt.

Af Lone Jørgensen

Nikolaj Markussen kom til Skjern for knap et år siden. I løbet af sin tid i Skjern spillede han 49 kampe for vestjyderne, hvor det også blev det til pokalguld, DM-sølv og EHF Cup bronze.

I næste sæson får vi ham at se i Bjerringbro-Silkeborg, hvor han i løbet af sæsonen også vender tilbage til Skjern Bank Arena, når han sammen med sin nye klub møder Skjern i Boxer Herreligaen.

Hvad har været højdepunktet for din sæson i Skjern Håndbold?

- Det var helt klart, da vi vandt pokalen i Aalborg. Det var en kæmpeoplevelse, og så var det også min første danske titel, så det er nok det, jeg vil huske som det største i sæsonen. Når vi snakker om andet end håndbold, har noget af det sjoveste været vores bødekassetur. Den har jeg ingen kommentarer til, men vi havde en helt forrygende tur, og det var en perfekt afslutning på sæsonen.

Hvad har været den største skuffelse gennem sæsonen?

- Det var at tabe DM-finalen mod Kolding. Vi spillede ikke en god kamp i Herning, og det betød, at vi fik et svært udgangspunkt til den sidste kamp. Det kostede os desværre guldet, og det ærgrer jeg mig over.

I næste sæson skal du spille for Bjerringbro-Silkeborg. Hvilke forventninger har du til fremtiden?

- Ligesom i år bliver det også i den kommende sæson en topklub, jeg skal spille for, og jeg håber, at jeg kan nå rigtig langt med BSV. Så kunne jeg godt tænke mig at vinde endnu flere titler, og det tror jeg godt, at vi kan.

Skjern Håndbold ønsker Nikolaj held og lykke i fremtiden.

I løbet af de kommende dage kan du også læse om Frederik Børm og Kristoffer Laursens tid i Skjern Håndbold.

Støt vores sponsorer