Fire jyske klubber vil fylde Jyske Bank Boxen

D. 20-09-2011 kl. 08:00
Fire jyske klubber vil fylde Jyske Bank Boxen

Fire klubber gentager succesen fra sidste efterår med ’10-000 til håndbold’. 12. november afvikles to herreliga-kampe i Jyske Bank Boxen. Målet er som i fjor: At skabe en unik håndboldoplevelse i en udsolgt arena

Sidste efterår fyldte 12.138 håndbold-tilskuere Jyske Bank Boxen i Herning til ’10.000 til håndbold’. Den succes har de fire store jyske håndboldklubber, Bjerringbro-Silkeborg, Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og KIF Kolding sat sig for at gentage.

12. november mødes Bjerringbro-Silkeborg og Aalborg Håndbold i mændenes Håndbold Liga, og samme dag konfronteres Skjern Håndbold og KIF Kolding. De to kampe flyttes til Jyske Bank Boxen til den store håndbold-event ’10.000 til håndbold,’ hvor der venter håndboldtilhængerne en unik oplevelse.

- Det blev en fantastisk håndboldoplevelse i fjor, så det er helt naturligt, at vi gentager det. I år har vi valgt at gøre det til en jysk håndboldfest, og jeg forventer at begivenheden vil trække tilskuere ikke bare fra Kolding, Skjern, Bjerringbro/Silkeborg og Aalborg, men fra hele Jylland

Bjerringbro-Silkeborgs direktør Frank Lajer

KIF Kolding er ny i selskabet og ser frem til for første gang at skulle spille i Jyske Bank Boxen, der kan byde på internationale forhold med sin kapacitet, der 12. november vil være på godt 11.000 tilskuere.

Det bliver en kæmpe oplevelse for hele klubben og vores mange fans. Dette her er håndbold på den store scene, og dér har vi det rigtig godt med at optræde.

KIF Koldings direktør Jens Boesen

Aalborg Håndbold var med i fjor under AaB-navnet, og for direktør Jan Larsen har det været helt naturligt at gå med i den store håndboldbegivenhed igen.

Vi havde en rigtig god håndbold-dag i Jyske Bank Boxen sidste år, og vi glæder os alle sammen til at blive en del af ’10.000 til håndbold’ igen. Og selv om vi har bevaret navnet ’10.000 til håndbold’ fordi det er et rigtig godt brand, så går vi efter atter at få udsolgt.

Jan Larsen

Skjern Håndbold har gode tilskuererfaringer med håndbold i Herning. Ud over at være med sidste efterår i ’10.000 til håndbold’  trak vestjyderne også 5.000 tilskuere til den runde hal i Messecentret i forårets opgør mod AG København.

Og vestjyderne har før været oppe imod KIF Kolding i Herning. Her var der 5000 tilskuerne på plads til DM finalen i 2003.

Det var et af de store dramaer i dansk håndbold – og dem har vi haft mange af mod Kolding.
Det kunne være helt fantastisk med et nyt Skjern-Kolding drama foran 11.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen.

 

Formand Carsten Thygesen fra Skjern Håndbold

 

De fire klubber samler 12. november en lang række profiler af internationalt format. Skjern kommer med danske koryfæer som Claus Møller Jakobsen, Jesper Jensen og Kasper Søndergaard, KIF Kolding stiller med Bo Spellerberg, Lasse Boesen og Lars Christiansen, Aalborg Håndbold har Kristian Kjelling og Jonas Larholm med, mens Bjerringbro-Silkeborg har internationale profiler som Robert Arrhenius, Niklas Landin og Audray Tuzolana på holdet.

 

Inden offentliggørelsen af planerne er der allerede afsat 2000 billetter, der er købt af sponsorer i de fire klubber. Det tog kun 10 dage at sælge samtlige 12.138 i fjor, og arrangør-klubberne kunne have solgt 15-17.000 billetter. Derfor opfordrer klubberne interesserede til igen at være hurtige på tasterne.

For at tilgodese sæsonkortholdere og sponsorer i de fire klubber, har de eksklusiv adgang til billetsystemet i halvandet døgn. Det offentlige billetsalg åbner onsdag 21. september kl. 16.00, hvor der kan købes billetter på websitet www.10000tilhaandbold.dk  eller via de enkelte klubbers hjemmesider.

Program lørdag den 12. november:
12.30: Jyske Bank Boxen åbner portene
13.00: Klubbernes fanboder åbner for merchandisesalg
14.15: Bjerringbro-Silkeborg - Aalborg Håndbold
16.10: Skjern Håndbold - KIF Kolding

 www.10000tilhaandbold.dk

 

 

Støt vores sponsorer