Fløj-komet har vendt op og ned på formkurven

D. 07-12-2017 kl. 12:40
Fløj-komet har vendt op og ned på formkurven
Skjerns lynhurtige højrefløj har været storspillende på det seneste.  

René Rasmussen erkender blankt, at den indeværende sæson har været vanskelig for højrefløjen. Men formkurven har i den seneste tid kun peget én vej for Rasmussen - opad. 

Af Nicklas Thygesen

Han havde en afgørende rolle i udesejren mod GOG for ni dage siden. Det samme var gældende i gruppefinalen mod Gorenje Velenje i søndags. 

Og minsandten om ikke, at selvsamme Rasmussen havde kampafgørende indflydelse på topopgøret i går aftes i Skjern Bank Arena.

Men selvom statistikken lyder på 17 mål i de sidste tre kampe og et Skjern-mandskab med 11 sejre i træk, så erkender René Rasmussen at sæsonen har været svær og svingende for højrefløjen.

- Det har været vanskeligt for mig i denne sæson skiftevis med op- og nedture. Men det handler om at blive ved med at byde ind, og så skal tingene nok flaske sig på et tidspunkt. Det har det heldigvis gjort de seneste kampe, og det er jeg fuldt ud tilfreds med, siger René Rasmussen, der var imponeret over hjemmepublikummet i går aftes:

- Det var en kamp med den rigtige vinder selvom det holdt hårdt. Vi har stor selvtillid i øjeblikket, og når vi bliver båret frem af vores hjemmepublikum, som tilfældet var i går, så er vi svære at slå, siger Skjerns nummer 21. 

Støt vores sponsorer