Fløjkanon tænker fremad

D. 13-09-2011 kl. 12:11
Fløjkanon tænker fremad

I sidste sæson beviste Skjern Håndbold, at man hører til i toppen af dansk håndbold. I løbet af sæsonen blev det adskillige sejre over topholdene, mens det hele blev afsluttet med en flot bronzemedalje.

 

Den nye sæson har dog fået en mindre flot opstart med to nederlag til to konkurrenter i de to første kampe. I morgen aften kan Skjern dog komme tilbage på sporet, når turen går til Aalborg.

 

”Det har ikke været en optimal start, men vi håber alle på, at vi i snart rammer en stime af sejre, som vi gjorde i sidste efterår. Lad os starte i Aalborg i morgen,” siger René Rasmussen til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

 

”Vi skal tænke fremad og komme videre. Det nytter ikke noget at surmule over fire tabte points,” lyder det fra den lynhurtige fløjspiller, der har svært ved at konkretisere hvorfor, der endnu ikke er points på Skjern-kontoen.

 

”For mig at se er der mange faktorer, der spiller ind. Vores normalt meget stærke 3:2:1-forsvar har ikke stået alt for godt, og det giver færre kontramål. Derudover var angrebsspillet i søndags mod Team Tvis heller ikke acceptabelt,” siger René Rasmussen.

 

Højrefløjen kan inden onsdagens svære kamp berette om et motiveret Skjern-mandskab.

 

”Vi er selvfølgelig skuffet over de to første kampe, men nu er vi blot endnu mere opsatte på at få en sejr i Aalborg. Man kan i hvert fald forvente et topmotiveret Skjern-mandskab,” slutter fløjen.

Støt vores sponsorer