Forfærdelig første halvleg kostede Final4-deltagelse

D. 09-11-2011 kl. 21:56
Forfærdelig første halvleg kostede Final4-deltagelse
Intet fungerede for Skjern i aftenens pokalkvartfinale.

En forfærdelig første halvleg blev altafgørende for Skjern, da man onsdag aften var på besøg hos AG København i pokalkvartfinalen. Værterne vandt 33-17 efter hele 20-11 ved pausen, og dermed bliver Final4 uden Skjern-deltagelse.

Af Kenneth Thygesen

Det er mange år siden, hvis det da nogensinde er sket, at Skjern har været bagud med hele 11 mål ved pausen. Desværre for vestjyderne var det tilfældet onsdag aften i AGK Arena, hvor Skjern havde muligheden for at spille sig i pokalturneringens Final4.

Pokalbraget mod AG København blev dog en kæmpe fuser for Skjern, der ellers fulgte godt med værterne i det første kvarters tid.

Scoringspause satte AGK i gang
Her var stillingen 7-5 til værterne, men så gik Skjern i stå i syv minutter uden scoring. Det betød fem mål i træk af værterne, og så var stillingen 12-5 i AGK-favør.

Skjern-spillerne havde store problemer i det offensive forsvar, samtidig med at angrebsspillet bar præg af et hav af tekniske fejl. Det kostede i den anden ende, hvor AGK-fløjene stormede af sted i kontra og bragte hjemmeholdet foran hele 18-8 efter 25 minutter.

Føringen blev endda yderligere udbygget til utrolige 20-9, før de to hold kunne gå til pause.

Intet comeback
Havde man forventet et Skjern-comeback i anden halvleg, blev man slemt skuffet. De grønblusede forsøgte gang på gang at bringe en smule spænding tilbage i kampen, men det gik ikke de grønnes vej.

AG København var desværre for vestjyderne bedre i alle spillets facetter, og selv om Kristian Asmussen lukkede godt af i målet i anden halvleg, kom Skjern ikke nærmere – tværtimod.

Ude af pokalturneringen
Skjerns dårlige præstation blev tydeliggjort ved et kig ud på bænken midt i anden halvleg, hvor Skjern var bagud 28-13. Her sad navne som Møller Jakobsen, Søndergaard, Klitgaard, Gjessing, Jensen og Toudahl.

De unge spillere forsøgte at holde modet oppe, men det var svært på en aten, hvor absolut intet fungerede, som det plejer.

Skjern endte med at tabe hele 33-17, og de grønblusede missede dermed Final4.

Støt vores sponsorer