Formstærke GOG venter lørdag

D. 14-02-2020 kl. 09:00
Formstærke GOG venter lørdag
Jonathan Stenbäcken og resten af Skjern-mandskabet spiller lørdag kl. 16:10 på udebane mod GOG.

Forsvarsgeneralen Jonathan Stenbäcken forudser en svær kamp, hvor defensiven skal ramme højt niveau, hvis der skal point med hjem fra Fyn.

Af Kristian Bro

På lørdag gæster vestjyderne formstærke GOG. 

Et GOG-mandskab, som er ubesejret i de foregående fire kampe - senest mod Skanderborg, hvor de gule vandt 33-29.

Vestjydernes Jonathan Stenbäcken ser frem til opgøret i Gudme og fremhæver, at Skjern-holdet skal finde de gode forsvarstakter frem, som de viste mod Ribe-Esbjerg. 

- Det er altafgørende, at vi rammer samme niveau i forsvaret, som vi gjorde mod Ribe-Esbjerg, siger Stenbäcken.

Yderligere fremhæver forsvarsklippen, at de grønblusede skal spille koncentreret i angrebet og undgå tekniske fejl.

- Vi skal undgå tekniske fejl, GOG vil straffe os prompte på dem. Vi skal passe på med at sætte gang i deres kontramaskine - derfor skal vi spille klogt angrebsspil, og i forsvaret skal vi vise vores høje niveau, siger svenskeren. 

Kampen spilles 16:10 og vises på TV2.

Støt vores sponsorer